Mindst 20 dræbt af bombe i irakisk landsby

Mindst 20 personer er blevet dræbt og 47 såret af bombe i den irakiske by Mussayyib

En bilbombe, der var skjult på en parkeringsplads for overvejende shiamuslimske pilgrimme i den irakiske by Mussayyib, dræbte torsdag mindst 20 personer, oplyser myndighederne.

Ved eksplosionen blev 47 personer såret.

Parkeringspladsen blev anvendt af biler, som transporterede shiamuslimske pilgrimme til og fra religiøse ritualer i Karbala.

Mussayyib, som er overvejende shiamuslimsk, ligger 60 kilometer syd for Bagdad.

Det var det andet bombeanslag inden for få dage. Syv mennesker - tre kvinder og to børn - blev dræbt den 31. december.

Ingen gruppe har påtaget sig skylden for bombeanslaget, som kommer forbindelse med en voldsbølge mod regeringen.

Bomber og skyderier kostede mandag mindst 23 mennesker livet i Irak.

Militante sunnigrupper som blandt andet al-Qaeda har ofte angrebet officielle mål og sikkerhedsstyrker i et forsøg på at destabilisere regeringen.

Myndighederne har udstationeret 35.000 soldater og politifolk i Karbala, som besøges af 18 millioner pilgrimme i løbet af få dage.