Jæger overfaldet af krybskytter

En jæger blev mandag aften slået bevidstløs, da han ville tilbageholde to krybskytter i Nordjylland

Krybskytter slog i går en jæger bevidstløs ved Pandrup. (Arkivfoto: Rene Schütze)
Krybskytter slog i går en jæger bevidstløs ved Pandrup. (Arkivfoto: Rene Schütze)

Krybskytteri udviklede sig mandag aften til et regulært overfald ved Rævhede Plantage syd for Pandrup. Det skriver nordjyske.dk.

Overfaldet skete ved 20-tiden, da en 38-årig jæger ville tilbageholde de to krybskytter.

To jægere var mandag aften på jagt på den enes ejendom på Tranekærvej, da de ved mørkets frembrud opdagede to fremmede mænd på ejendommen i jagttøj og med en sort labrador.

De to ukendte mænd forsvandt dog hurtigt igen, men ved 20-tiden stødte den ene jæger på de to krybskytter.

Han forsøgte at tilbageholde den ene krybskytte, men blev slået eller sparket i hovedet bagfra af den anden krybskytte og mistede bevidstheden.

Jægeren nåede dog at se, at de to krybskytter havde døde rådyr i en VW Passat TDI med tonede ruder.

Bilen havde udenlandske nummerplader - muligvis polske.

Oplysninger til Nordjyllands Politi på tlf. nr. 96301448.