35-årig anholdt for Vollsmose-vold

En tredje mand er nu blevet anholdt og sigtes for at være indblandet i voldskaos i kølvandet på Vollsmose-skyderiet, der resulterede i raidet på OUH-skadestue

Fyns Politi skred tidligt i morges til anholdelse af endnu en person, der sættes i forbindelse med skud- og voldsepisoden i Vollsmose forleden.

Kl. 06.30 blev en 35-årig mand fra Odense anholdt. Han bliver nu sigtet for vold af særlig rå og brutal karakter ved - efter skudepisoden, hvor en 26-årig mand blev skudt i en menneskemængde - at have sparket skudofferet i hovedet og på kroppen mens han lå hjælpeløs på jorden, og mens en politibetjent forsøgte at yde den sårede førstehjælp.

Ifølge sigtelsen var flere andre personer med til overfaldet på den 26-årige. Men han er angiveligt den eneste, som pt skal fremstilles.

Grundlovsforhøret finder sted kl. 14 i dag.

I forvejen sidder to unge mænd varetægtsfængslet for drabsforsøg på det 26-årige skudoffer og hans bror.

En 19-årig mand er, som den eneste hidtil, desuden fængslet for groft hærværk på OUH's skadestue, hvor 60-70 personer i kølvandet af skudepisoden forsøgte at finde frem til den sårede.

ekstrabladet.dk følger retsmødet kl. 14....