Øjenvidne: Jeg så ham komme flyvende

Seneste meldinger lyder, at cyklisten, der i dag blev påkørt af en 16-årig pige mirakuløst slipper med livet i behold. Et øjenvidne fortæller om den chokerende ulykke

En cyklist blev svært kvæstet, da en 16-årig pige lånte sin venindes bil og kørte galt i Fredericia. Her bliver pigen behandlet forrest i billedet, og cyklisten lagt op på en båre. (Foto: Kasper Petersen, fredericiainfo.dk)
En cyklist blev svært kvæstet, da en 16-årig pige lånte sin venindes bil og kørte galt i Fredericia. Her bliver pigen behandlet forrest i billedet, og cyklisten lagt op på en båre. (Foto: Kasper Petersen, fredericiainfo.dk)

Kort før kl. 10 sad Erik Rasmussen roligt og talte med en kunde, da han hørte et kæmpe drøn og fløj op.

- Jeg så en mand komme flyvende, hvorpå en bil ramte muren og den stakkels mand blev klemt fast, siger Erik Rasmussen til ekstrabladet.dk og tilføjer:

- Hele huset rystede, og jeg styrtede ud for at se, hvad der var sket, og så ringede jeg 112.

Læs også:

Se også: 16-årig pige maser cyklist mod mur

Erik Rasmussen ejer trykkeriet ER Tryk, som en 16-årig 'billist' i dag ramte med et brag med venindens Mazda 323. Efter et besøg på Burger King havde teenagepigen nemlig fået lov til at køre sin ældre venindes bil over vejen til IBC, hvor de tilsyneladende er elever. I bilen sad, udover ejeren og den 16-årige, også to andre piger.

Men som uerfaren billist uden kørekort eller tilladelse til at få et, tog den 16-årige fejl af bremse og speeder, og i stedet for at holde for ubetiget vigepligt, trådte hun speederen i bund og kørte med hvinende hjul ud på kørebanen over i den modsatte side af vejen og ramte en 57-årig mandlig cyklist.

En læge kom styrtende
Manden, der er fra lokalområdet, blev slynget op på bilen, og det næste Erik Rasmussen ser, er bilen med cyklisten komme drønende direkte mod ham:

- Heldigvis ramte manden døren. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis det var muren. Skidt med min bygning - jeg er bare bange for, at det kunne være endt langt mere alvorligt, hvis han havde ramt muren, som er ret smadret.

Ifølge Erik Ramussen var en læge tilfældigvis på kursus i en bygning overfor, og hun styrtede cyklisten til undsætning og gav ham kunstigt åndedræt.

- Han var bevidstløs i en tre-fire minutter, og der var jeg godt nok bekymret. Hans stakkels familie, stakkels ham. Imens rendte pigerne rundt og hylede og skreg. Jeg troede først, at de var påvirkede, men det var vist bare chok, siger Erik Ramussen og fortsætter:

- Simpelthen så åndssvagt og uforsvarligt af dem. Tænk at komme kørende på sin cykel, stille og roligt, og det næste øjeblik kommer en bil farende på den måde, fordi der er en 16-årig bag rattet. Jeg tror, at han er heldig, hvis han slipper uden men, stakkels mand.

Chokeret over medborgere
Heldigvis lader det til, at den 57-årige er sluppet mirakuløst heldigt fra ulykken. Ifølge Sydøstjyllands Politi er han ikke kommet så alvorligt til skade som først antaget, og han ligger nu til observation for hjernerystelse og de andre skader, han har påført sig.

I løbet af dagen har Erik Rasmussen fået ordnet sin dør. Men mens han selv har været mest bekymret for, at om cyklisten ville klare det, er han lettere chokeret over sine medborgere.

- Hele dagen er folk stoppet op og har taget billeder af ulykkesstedet. Det er jeg faktisk ret rystet over, for det er da enormt upassende. Det mindste man da kunne forvente i sådan en situation er at udvise lidt anstændighed overfor ofret, siger Erik Rasmussen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere