Ny terrorsag: Politiet massivt til stede i Herlev

Flere biler beslaglagt og beboelsesejendom gennemsøgt i Herlev nordvest for København. Ung kvinde så chokeret til, mens politi ransagede forældrenes lejlighed

En beboelsesejendom i Herlev nordvest for København blev her til formiddag gennemsøgt af politiet. Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger er det bekræftet, at aktionen skete i forbindelse med den aktuelle sag om tre anholdelser, hvor de implicerede foreløbig er sigtet for ulovlig besiddelse af automatvåben og ammunition.

De anholdte er en herboende 22-årig jordansk statsborger, en herboende 23-årig tyrkisk statsborger og en 21-årig dansk statsborger bosiddende i Egypten.

De tre mistænkes desuden for at have været i færd med at forberede en terrorhandling.

– Cirka seks betjente i både uniform og civil ankom ved 11-tiden, fortæller en beboer til ekstrabladet.dk.

Avisens reporter på stedet supplerer, at yderligere fem betjente kl. 12.30 ankom til adressen i et større køretøj. Kort efter ankom en ung kvinde til stedet. Til ekstrabladet.dk oplyste hun, at hun ville besøge sin mor og fandt til sin overraskelse ud af, at det var moderens lejlighed, politiet var i færd med at gennemsøge.

Efterfølgende har kvinden dog forklaret, at begge hendes forældre er i Jordan, og at hendes brødre angiveligt skulle være i færd med at gøre lejligheden klar til deres hjemkomst. Mere ønskede hun ikke at uddybe, før hun forlod adressen i bil.

Biler beslaglagt
Ud over aktiviteten ved beboelsesejendommen i Herlev har politiet fredag beslaglagt to udlejningsbiler fra Hertz. Begge biler blev ved middagstid kørt væk fra parkeringspladsen ved et Lidl-supermarked ikke langt fra beboelsesejendommen i Herlev.

Det er PET, som i samarbejde med Københavns Politi står for den fortsatte efterforskning i sagen. Foreløbig har ingen af parterne dog været særlig meddelsomme.

- Den videre efterforskning er forankret i Københavns Politi, men vil naturligvis ske i et tæt samarbejde med PET, siger politiinspektør Svend Foldager, Efterforskningschef, Københavns Politi.

Der vil ske fremstilling af de tre anholdte i Dommervagten, Politigården, i morgen formiddag med henblik på varetægtsfængsling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere