Anklager kræver livsvarigt fængsel til Vincent

Står det til anklager Claus Guldbrand, ryger dobbeltmorderen Vincent Smith livsvarigt i fængsel

Der er ingen formildende omstændigheder ved den forbrydelse, Vincent Smith er blevet kendt skyldig i at have begået.

Det mener anklager Claus Guldbrand.

- Efter min opfattelse er der kun to straframmer, der kan komme på tale. Det ene er 16 års fængsel, det andet er livsvarigt fængsel. Lovens strengeste straffe, sagde anklager Claus Guldbrand under sin procedure.

Retten i Odense har fredag dømt Vincent Smith skyldig i at have slået ægteparret Heidi Nielsen og Bjarne Johansen ihjel.

- De to mennesker var for Vincent Smith helt ukendte og komplet sagesløse. De blev brutalt myrdet, skudt både fra afstand og helt tæt på efter de allerede lå ned, sagde Claus Guldbrand.

Efter en samtale med sin advokat forlod Vincent Smith retssalen kort efter, han var blevet kendt skyldig.

For at underbygge sine ord læste Claus Guldbrand op fra en mentalundersøgelse udarbejdet af Retslægerådet.

- Vincent Smith mangler empati og har personlighedsforstyrrende træk. Dømmes han skyldig, er forvaring påkrævet, fordi han er farlig for sine omgivelser, står der.

Den 38-årige har, lige siden han blev anholdt umiddelbart efter drabene fandt sted, nægtet sig skyldig.

Forsvarer Jesper Storm Thygesen lagde i sin procedure vægt på, at Vincent Smith ikke havde planlagt forbrydelsen.

- Det var ikke hans hensigt at dræbe nogen. Derfor anmoder jeg om, at Vincent Smith tildeles en tidsbegrænset straf, sagde han.

Heidi Nielsen og Bjarne Johansen blev skudt og dræbt, da de var ude og gå deres sædvanlige aftentur.

Ifølge vidneudsagn blot fordi de var på det helt forkerte sted på det absolut forkerte tidspunkt.

De endte deres liv liggende på skovbunden med henholdsvis 13 og 10 skud i deres kroppe.

Gerningsvåbnet, en maskinpistol fra 1930erne, blev fundet på bundet af Langesø et par måneder senere.

Fredag klokken 14 afsiger retten kendelse i spørgsmålet om strafudmåling.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere