Hundepatrulje kørte galt under udrykning

Kvinde og to betjente til behandling efter kollision i vejkryds

Den kvindelige bilist og hundepatruljen kolliderede i krydset Bråbyvej/Køgevej/Moltkesvej.
Den kvindelige bilist og hundepatruljen kolliderede i krydset Bråbyvej/Køgevej/Moltkesvej.

En kvindelig bilist og to betjente fra en hundepatrulje måtte torsdag aften til behandling for knubs, efter at de var involveret i et sammenstød i Haslev.

Sammenstødet skete i krydset Bråbyvej/Køgevej/Moltkesvej klokken 22.33.

Hundepatruljen var med udrykningshorn og udrykningslys på vej til et røveri på en Uno-X-tankstation i Haslev.

To af tre bilister var opmærksomme på hundepatruljen og holdt tilbage, men en kvinde overså politiets køretøj og kørte frem for grønt og kolliderede med hundepatruljen i krydset.

- Der skete ret stor materiel skade, men heldigvis slap kvinden og betjentene med knubs. Kvinden har været indlagt til observation i nat, mens betjentene blev udskrevet efter endt behandling på skadestuen. Hundene bag i bilen kom angiveligt intet til, siger vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Østervig til ekstrabladet.dk.

Betjentene nåede dermed aldrig deres mål - Uno-X-tanken på Ganle By1 i Haslev.

Her blev der klokken 21.55 slået alarm om et røveri med et yderst beskedent udbytte.

To mænd - bevæbnet med henholdsvis kniv og hammer - kom ind i butikken, og da de ikke kunne få adgang til kontanter blev udbyttet yderst sparsomt.

- De tog to poser chips og fem pakker cigaretter og løb fra stedet. Udbyttet tabte de i en nærliggende rundkørsel under deres flugt, siger Søren Østervig til ekstrabladet.dk.

Ingen er endnu anholdt efter røveriet, og politiet har nu udsendt et signalement af de to gerningsmænd.

A: Mand, dansk, 170-180 cm høj, almindelig af bygning. Iført Sort North Face jakke, grå hættetrøje, blå jeans, maskeret med tørklæde for underansigtet og bevæbnet med brødkniv.

B: Mand, dansk, 190-200 cm høj, tynd og ranglet af bygning. Iført sort jakke med store knapper, grå hættetrøje, blå jeans, maskeret med tørklæde for underansigtet og bevæbnet med hammer.

Har du oplysninger i sagen, kontakt da ydsjællands og Lolland-Falsters Politi på telefon 114.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere