Politiet fangede røvere efter fem minutter

To 18-årige nåede ikke ret langt, efter de lørdag eftermiddag havde begået røveri med kniv mod Dagli'Brugsen

Det tog kun fem minutter for politiet i Næstved at anholde to 18-årige mænd, som lørdag eftermiddag begik røveri mod Dagli'Brugsen i Appenæs Bygade i Næstved.

Politiet fik anmeldelsen klokken 15.21 og klokken 15.26 blev de to røvere stoppet i deres bil og anholdt på Vordingborgvej i den sydlige del af Næstved.

- Vi havde fået et godt signalement af røvernes bil, så alle patruljevognene kunne holde øje med den, siger Henrik Karlsen, vagtchef for Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi i Næstved.

De to røvere parkerede deres bil lige udenfor butikken, gik ind og truede med en kniv personalet til at udlevere penge. De skyndte sig ud af butikken med pengene og kørte væk i bilen, som personale og kunder sagtens kunne nå at se.

De to røvere, som ikke er kendt af politiet i forvejen, bliver formentligt fremstillet i dommervagten søndag, sigtet for røveri.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere