Vincent: Jeg har gjort noget dumt

Tusindårsskoven: Drabstiltalt forsøgte at sælge kamera til veninde og indrømmede han havde gjort noget dumt

RETTEN I ODENSE (ekstrabladet.dk): En gammel veninde til den drabstiltalte Vincent Smith belastede i den grad her til eftermiddag den hovedtiltalte i dobbeltdrabet fra Tusindårsskoven.

Kvinden, der har kendt Vincent Smith i en del år, blev sidste forår tilbudt et kamera fra den 38-årige. Et kamera som kan være netop det kamera, der blev stjålet fra den dræbte Bjarne Johansen.

- Han ville sælge mig og min mand et stort kamera. Men vi afslog det, forklarede kvinden, der også beskrev kameraet som et stort gammelt kamera.

Men under sit foretagende som sælger på gaden havde Vincent Smith samtidig flere gange givet udtryk for, at han havde dummet sig.

- Jeg har gjort noget dumt. Jeg har gjort noget dumt, sagde han, ifølge kvinden.

- Han gik bare frem og tilbage, mens han sagde det, uden at uddybe det nærmere.

Til en afhøring hos politiet har kvinden også gengivet, at den drabstiltalte havde sagt:

- Jeg skal bruge penge. Jeg har lavet noget meget, meget dumt. I kommer ikke til at se mig i lang tid. Jeg har gjort noget vildt dumt, og I skal ikke forvente at se mig i lang tid, står der i politirapporten.

- Vi undrede os over det, men samtidig virkede han også afslappet. Vi kunne ikke fornemme, han havde lavet noget så forfærdeligt som han havde. Det kom bag på os, at han kunne finde på sådan noget. Han er jo en god fyr, lød det fra vidnet.

Præcist hvornår Per Henrik Halskov, der nu hedder Vincent Smith grundet navneforandring, forsøgte at afsætte kameraet stod uvist, men kvinden mente, at det var foregået engang i perioden mellem april og til midten af maj.

1 af 2 
2 af 2 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere