Politi søger lægetaske med farlig medicin

Sovemedicin og muskelafslappende medicin i stjålet lægetaske kan være farligt, hvis det bruges forkert

Politiet i Holstebro efterlyser en orange lægetaske, der er stjålet fra en 'sygeplejerskebil' i byen. Tasken indeholder medicin, der kan være livsfarlig i ukyndiges hænder.

- Vi advarer på det kraftigste folk imod at spille smarte og prøve noget af det, siger vagtchef Kjeld Nedergaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Lægetasken indeholder flere forskellige slags sovemedicin, blandt andre Tiopental og Propofol til indsprøjtning. Begge medikamenter kan være livsfarlige, hvis de indtages forkert.

Også det muskelafslappende Suxametonium kan være livsfarligt i ukyndiges hænder.

Tasken indeholder også hjertemedicin af mærket Cordarone og vanddrivende Furix, samt en hel del astmamedicin.

Den er forsvundet fra bilen på et eller andet tidspunkt mellem søndag kl. 19 og tirsdag morgen.

- I begyndelsen troede personalet, at tasken var blevet glemt et sted, men efterhånden er de kommet til den konklusion, at den må være stjålet, siger Kjeld Nedergaard.

Folk, der kender til den orange lægetaske eller til medicinen, bedes straks henvende sig til nærmeste politi.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere