Plejesøn: Jeg blev stenet af min plejefar

Mishandlingssagen mod plejeforældre fra Mern: Plejesøn fortæller, hvordan han blev stenet af plejefaderen, mens begge plejeforældre storgrinede

Igennem over 20 år skulle forældrene ifølge anklagerne have udsat i alt ni plejebørn for grove opdragelsesmetoder. (Foto: Adrian Joachim)
Igennem over 20 år skulle forældrene ifølge anklagerne have udsat i alt ni plejebørn for grove opdragelsesmetoder. (Foto: Adrian Joachim)

RETTEN I NYKØBING FALSTER (ekstrabladet.dk): Førstehåndstrykket var et idyllisk billede af en sød plejefamilie, der levede i skønne omgivelser med frisk luft og natur. Men det indtryk holdt kun en uges tid. Så begyndte mareridtet for et af de plejebørn, som har boet hos det forældrepar, der nu står tiltalt for mishandling og vanrøgt af i alt ni plejebørn gennem over tyve år.

Plejesønnen er den sidste i rækken af plejebørn, der skal afhøres under retssagen. Inden han satte sig i vidnestolen i morges, blev forældreparret - der gennem hele retssagen har nægtet sig skyldige - placeret bagerst i lokalet.

- Efter en uge, så var det pludselig ikke så rart at være der mere. Så blev det for voldeligt, startede den unge mand, JH.

Løb fødderne til blods
- Jeg blev blandt andet tvunget til at løbe i ottetaller på gårdspladsen kun iført underbukser. Når jeg ikke kunne løbe længere på grund af de små skarpe sten, så stod LS (plejefaderen, red.) bare og grinede. Så kastede han flere håndfulde sten efter mig. Når jeg virkelig ikke kunne mere, så sparkede han mig og kastede flere sten på mig, husker JH tilbage.

- Jeg prøvede så vidt muligt at undgå at gøre noget, så jeg skulle stenes. Men hver gang jeg spurgte om noget, så var det afgang. Når mine fødder var flået til blods på stenene, spurgte jeg om plaster. Det kunne jeg ikke få. 'Men du kan løbe et par gange mere', skulle plejefaderen have givet som svar.

I to år, fra 1997 til 1999, da han var 10-12 år, boede drengen hos familien, dengang bestående af parrets to egne døtre samt en anden plejedreng FH, de havde fået i pleje, fra han var blot tre uger gammel. Med andre ord kender JH ikke til mange af de andre plejebørn, som efterfølgende også fik familiens opdragelsesmetoder at føle og som også har rettet alvorlige voldsbeskyldninger mod dem.

Læs også: Hvis du var en hest, var du blevet skudt
Læs også: Tidligere klasselærer: Jeg så plejedrengs blå mærker

Amok fordi plejesøn talte i søvne
JH havde for vane at tale i søvne. Noget som særligt plejefaderen LS betragtede som et stort problem.

- Han mistede besindelsen hver gang jeg talte i søvne. Flere gange kom han og hev mig op om natten - også i snevejr - og ud på gårdspladsen, fordi han kunne høre mig tale i søvne. Så skulle jeg løbe rundt igen. Så stod både LS og SS og grinede. Jeg har dog aldrig set deres egne børn blive udsat for det, lød det fra den unge fattede mand.

Mere korporligt blev opdragelsesmetoderne dog også. Blandt andet skulle den i dag 60-årige plejefar umotiveret havde kastet sig over ham med et kosteskaft.

Kosteskaft knækkede på grund af slag
- Jeg skulle samle ukrudt, også brændenælder, med de bare næver rundt om huset. På et tidspunkt tog han pludselig et kosteskaft og begyndte at slå mig. Han slog så hårdt, at kosteskaftet knækkede i to, gengav JH under formiddagens retsmøde.

Under plejesønnens forklaring rystede både SS og LS dog på hovederne som for at benægte plejedrengens forklaring fra deres placering bagerst i retslokalet.

Da en skoleinspektør på et tidspunkt spurgte ind til nogle mærker på JH's skulder, var drengen for bange til at betro sig om plejefaderen og forholdene på gården i Mern.

Forældreparret er tiltalt for i alt 20 forhold, der indebærer vold, vanrøgt og indespærring mod i alt ni plejebørn.

Læs også: Tvunget til at holde på elhegn
Læs også: De sagde, at Jønke kom efter os

Har et evigt minde i panden
Den unge mand fortæller, hvordan han aldrig fik nyt tøj, hvordan plejefaderen smadrede drengens cd'afspiller, han havde fået af sin far, mens LS løj og fortalte JH's forældre, at JH selv havde ødelagt den. Han gengav også, hvordan hans mad blev stillet for enden af trappen op til hans værelse, som var afskærmet med en plade, der var låst udefra. Som regel bestod maden af bart rugbrød kun enkelte gange suppleret med lidt pålæg.

- Jeg har aldrig fået morgenmad i den tid, jeg har været der. Juleaften kunne jeg sidde på loftsværelset bag pladen og høre dem synge nedenunder.

Det er ikke kun mentalt og i minderne, at den i dag 25-årige plejesøn, bliver erindret om sin tid hos plejeforældrene. Et tre cm. ar i panden minder ham dagligt om sine grusomme oplevelser:

- Engang spulede LS gloende vand ud over mig i badekarret. Da jeg ikke kunne sidde stille fik jeg med det iskolde vand. Da jeg stadig ikke kunne sidde stille slog han mig med brusehovedet i panden, så jeg fik en lang flænge. På hospitalet sage LS, at jeg var gledet i badekarret. Hver dag, når jeg ser mig i spejlet, minder den flænge mig om den periode af mit liv, forklarede manden mens han pegede på det fysiske ar.

1 af 2 Plejeforældrene nægter sig skyldige i anklagerne om vold, mishandling og indespærring. (Foto: Per Rasmussen/privat)
2 af 2 Igennem over 20 år skulle forældrene ifølge anklagerne have udsat i alt ni plejebørn for grove opdragelsesmetoder. (Foto: Adrian Joachim)