Skyderi på High School: Én dræbt, fire såret

Tidligt i morges, amerikansk tid, skød en mand løs på Chardon High School, Ohio

Politiet kunne kort efter skyderiet anholde gerningsmanden. (Foto: AP)
Politiet kunne kort efter skyderiet anholde gerningsmanden. (Foto: AP)

En elev er død efter et skyderi på Chardon High School syd for Cleveland i Ohio.

Fire andre er såret, oplyser politiet.

De sårede er med helikopter bragt til hospitalet. Deres tilstand er ukendt.

Gerningsmanden, der er elev på skolen, er pågrebet, men politiet har endnu ikke offentliggjort oplysninger om ham.

Talsmanden for Geauga County Sheriff, John Hiscox, oplyser at der her til morgen - amerikansk tid - var skyderi på Chardon High School.

Skyderiet startede kort før kl. 8 og mindst fem elever blev ramt og såret - fire drenge og en pige. En af dem døde efterfølgende af sine kvæstelser.

Skyderiet, der blev udført med et håndvåben, fandt sted i skolens cafeteria.

Ifølge CNN fortæller en pårørende, at gerningsmanden gik målrettet efter sine ofre.

Gerningsmanden er en elev på skolen, og allerede søndag aften fremsatte han trusler på twitter.

- Jeg tror, at han skrev, at han ville tage et våben med i skole, men alle troede vel bare, at det var for sjov, siger eleven Evan Erasmus til CNN.

Flere elever sendte sms'er til deres familier om, at der blev skudt på skolen, og mange bekymrede forældre hastede dertil, oplyser CNN.

Efter skyderiet jog en lærer gerningsmanden ud af skolen, men han overgav sig kort efter til en tilfældigt forbipasserende, oplyser politiet.

1 af 2 En elev er meldt dræbt efter et skyderi på skole i Ohio. (Foto: AP)
2 af 2 Politiet kunne kort efter skyderiet anholde gerningsmanden. (Foto: AP)