Kvinde blev holdt indespærret i et døgn

En 26-årig mand er sigtet for frihedsberøvelse, efter at han holdt sin ekskæreste indespærret i sit hjem

I omkring et døgn var en rædselsslagen kvinde indespærret hos sin 26-årige ekskæreste på Uglekær i Aabenraa.

- Vi fik en anmeldelse fredag aften om, at kvinden blev holdt indespærret på adressen, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Aamann, der ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvem der ringede.

Den 26-årige opsøgte torsdag sin ekskæreste og forlangte, at hun tog med ham hjem.

- Hun var så bange for ham, at hun ikke turde gøre andet, siger Ole Aamann.

Efter anmeldelsen tog politiet ud til manden, der blev anholdt uden dramatik.

- Men han var fuld og voldsomt ophidset, og på vej ind til stationen truede han betjentene på livet, fortæller vagtchefen.

Manden har ikke forgrebet sig seksuelt på kvinden, men hun er blevet udsat for vold under sit ufrivillige ophold hos ham.

Politiet var sent fredag aften ved at afhøre kvinden og kunne ikke sige, hvordan manden var voldelig over for hende, men hun skulle angiveligt have bidemærker i hovedet.

Lørdag vil den 26-årige blive fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for frihedsberøvelse, vold og trusler på livet mod politifolkene.