Røgning af fisk endte galt

Fire hotelansatte på skadestuen

Det gik ikke helt som planlagt, da nogle ansatte på Hotel Lyngheden i Grindsted torsdag eftermiddag skulle røge fisk i en røgeovn.

Projektet var henlagt til en åben garagebygning i god afstand til hotelværelserne.

Men noget gik tilsyneladende galt, for fisken blev ikke kun røget, men decideret brændt da der gik ild i røgeovnen.

- Røgeovnen udbrændte fuldstændig med fisk og det hele. Der var en temmelig voldsom røgudvikling og nogle sodskader i garagebygningen. Fire af de ansatte på hotellet fik så meget røg, at de for en sikkerheds skyld blev kørt på skadestuen, men de er mig bekendt udskrevet. Ingen af hotelgæsterne var i nærheden af begivenhederne, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Lars Grønlund, til ekstrabladet.dk.