Skat jager 25 banditter i habitter

Trods økonomisk uføre lever nogle finansfolk videre på første klasse. Nu vil Skat forfølge dem

Nogle svindlere kan leve videre på første klasse med store biler, dyre villaer og privatfly. Derfor har Skat sat sig for at forfølge omkring 25 personer, som trods økonomisk uføre og dom fortsætter en mistænkelig dyr livsstil.

Skats særlige gruppe mod økonomisk kriminalitet, ØkoKrim, har sat jagten i gang under overskriften 'White collar crime'.

Det foregår i samarbejde med Bagmandspolitiet, skriver Ugebrevet A4.

Som noget nyt vil Skat forsøge at forhindre økonomisk kriminalitet, inden den bliver begået.

Det fortæller Tove Baden, afdelingsleder i ØkoKrim.

- Vi vil gerne sætte ind så tidligt som muligt og gerne, inden de har begået deres kriminalitet og dæmme op for deres aktiviteter, siger Tove Baden, til Ugebrevet A4.

Skat vil undersøge om den fremgangsmåde er mere effektivt end de mere gængse kontrolmetoder, som samtidig vil fortsætte som hidtil.

- Målet er at få dæmmet op for den økonomiske kriminalitet, som de begår. Jeg siger ’dæmme op’, fordi vi ikke tror på, at vi kan forhindre det 100 procent, men vi har et ønske om at gøre det så besværligt som overhovedet muligt, siger Tove Baden.

Selskabskonstruktioner kan være så indviklede, at det er svært at opdage økonomisk kriminalitet. Til gengæld kan en overdådig livsstil lede Skat på sporet.