- Jeg løj ikke om gruppevoldtægt

En 21-årig kvinde sigtes for falsk anmeldelse af en gruppevoldtægt. Hun kan ikke selv huske, hvad der skete, men vågnede med rifter og blå mærker i sin raserede lejlighed

Den 21-årige kvinde husker kun små glimt fra natten, hvor hun havde sex med fire mænd. Hun føler sig hængt ud som løgner, efter at politiet har sigtet hende for falsk anmeldelse af gruppevoldtægt. (privatfoto)
Den 21-årige kvinde husker kun små glimt fra natten, hvor hun havde sex med fire mænd. Hun føler sig hængt ud som løgner, efter at politiet har sigtet hende for falsk anmeldelse af gruppevoldtægt. (privatfoto)

En 21-årig kvinde fra Taastrup føler sig hængt ud som løgner, efter at politiet har sigtet hende for falsk anmeldelse af en gruppevoldtægt.

Fire fodboldvenner tog med hende hjem fra et værtshus, og de havde alle sex med hende. Mændene siger, det hele var frivilligt og forklaringerne støttes af to videooptagelser fra en iPhone, hvor den 21-årige har samleje med mændene.

- Det er rigtigt, at jeg ikke gør modstand på optagelserne. Man kan ikke se, at det ikke er frivilligt. Men jeg ville aldrig tage fire fremmede mænd med hjem for at have sex med dem, siger den 21-årige R. til ekstrabladet.dk.

- Jeg kan intet huske
Hun kan simpelthen ikke huske, hvad der skete. Hun tror selv, at der er blevet puttet noget i hendes drink, men politiet har ikke undersøgt, om hun har været udsat for drugrape.

Kort før klokken ni om morgenen søndag den 16. oktober sidste år vågnede den 21-årige på sin lille datters værelse og en fremmed mand sov ved siden af hende.

Læs også: Video afslører falsk gruppevoldtægt

Datteren var hos sin far, og den 21-årige siger, at hun aldrig kunne drømme om, at have sex på sin datters værelse.

- Jeg spurgte ham, hvad der var sket. Kan du ikke huske det ? Vi har haft sex, sagde manden.

Lejligheden raseret
Den 21-åriges lejlighed var raseret. Hendes egen seng var braset sammen. Badeværelset oversvømmet og ting var væltet rundt. Der lå også en blodig agurk.

Undersøgelsen på Rigshospitalets center for voldtægtsofre viste, at den 21-årige havde talrige blå mærker og rifter i skeden og endetarmen.

- Jeg kan godt forstå, at politiet ikke vil sigte de fire mænd, som jeg sikkert har taget med hjem - men det var ikke for at få sex. Jeg kan ikke sige, at det var voldtægt, fordi jeg intet kan huske, siger R. til ekstrabladet.dk.

Hun havde på fornemmelsen, at mændene havde optaget video: - Jeg kan huske, jeg hørte en lyd, da mobilkameraet blev tændt, siger hun.

Ligner frivillig sex
Hun har selv set optagelserne hos politiet og indrømmer, at det ser ud som frivillig sex. Den ene optagelse er fra hendes seng. Den anden fra entreen.

Hun var formentlig sammen med mændene i flere timer fra ved fire-tiden om morgenen.

Den 21-årige tog i byen i Taastrup med en veninde ved to-tiden om natten. Hun ville holde sig vågen til hendes daværende kæreste kom hjem fra nattevagt.

- Jeg fik to drinks og nogle shots, men var ikke specielt fuld. Der var en påtrængende udlænding på værtshuset, som jeg mistænker kom noget i min drink. Det var ikke de fire mænd, der gjorde det, siger den 21-årige.

Hun husker ikke selv, hvordan hun mødte de fire mænd. Men en pige og dørmanden på værthuset har fortalt, at det skete ude foran værtshuset, hvor mændene spurgte, om de måtte komme med hende hjem. Men hun sagde nej, ifølge vidnerne.

Alligevel endte mændene hjemme hos hende, og hun husker ikke andet end små glimt.

- Jeg kan godt forstå, hvis folk ikke tror på, at jeg intet kan huske. Men det passer, siger hun.

Søster ringede til politiet
Den 21-årige ringede til sin veninde, der var gået hjem før hende. Søsteren til den 21-årige kom forbi og så den rodede lejlighed og hun ringede til politiet.

- Jeg har ikke anmeldt nogen i ond hensigt. Jeg véd, at jeg aldrig ville tage fire fremmede mænd med hjem for at have sex med dem, siger den 21-årige.

- Jeg kan huske, at vi var ude på badeværelset, hvor jeg sagde STOP. Det har mændene også selv indrømmet, men alligevel fortsatte de, siger den 21-årige.

I dagene efter episoden havde hun ondt i hele kroppen, og måtte få sin 15 måneder gamle datter passet, mens hun kom sig.

Flyttet fra Taastrup
- Jeg har været nødt til at flytte væk fra Taastrup for ikke at møde mændene, siger den 21-årige, der er psykisk påvirket af sagen.

Da den formodede gruppevoldtægt blev omtalt i pressen, meldte mændene sig selv til politiet og afleverede iPhonen med sexoptagelserne. De blev ikke sigtet, men i stedet har politiet nu rejst sigtelse mod den 21-årige for falsk anmeldelse.

Hun risikerer nu bøde eller fængsel, hvis hun bliver tiltalt i sagen.