Frikirke brændt: Reddede 77 klaverer

Det var frikirken 'Perleporten', der i dag brændte på Jagtvej i København. Men et lager på 77 klaverer fra familiens musikforretning blev reddet

Førstesalen over Fakta butikken er overtændt. Foto: Mogens Flindt
Førstesalen over Fakta butikken er overtændt. Foto: Mogens Flindt

En voldsom brand lagde i dag frikirken 'Perleporten' fra Dansk Teltmission i ruiner på Jagtvej 85 i København.

'Perleporten' har ligget på førstesalen over Fakta-butikken siden 1975, og holder møder med sang og musik hver aften.

Nu står frikirken uden lokale. Men familien Büsman, der både driver 'Perleporten' og Københavns Pianomagasin kan dog glæde sig over, at lageret på 77 klaverer i bagbygningen blev reddet fra flammerne.

- Det er væmmeligt. Vi er ved at sunde os. Det er en ond drøm, som vi er ved at vågne op af, siger Max Büsman til ekstrabladet.dk.

Hjemløse og andre er velkomne hos 'Perleporten', der hver aften har mellem 20 og 50 gæster. Dansk Teltmission holder evangeliske vækkelses- og helbredelsesmøder og serverer kaffe og kage.

'Perleporten' holder til i den gamle legendariske Zigeunerhals lokaler.

Har fået tilbud om at låne lokaler
- Der er allerede to kirker, der har tilbudt os, at vi kan holde møderne hos dem. Det er godt med venner, siger Max Büsman.

I aften skulle der have været en gæsteprædikant fra Aalborg, men lige nu ved Max Büsman ikke, hvad der kommer til at ske med bygningen.

- Vi ved ikke, om bygningen kan reddes eller om den skal rives ned og genopbygges, siger Max Büsman.

- Vores lille sal er helt udbrændt. Men i bagbygningen fik brandvæsenet reddet vores 77 klaverer, siger han.

Københavns Brandvæsen oplyser, at brandfolk stadig er i gang med efterslukningen, der kan vare hele aftenen. 50-60 kvadratmeter er udbrændt og der er sket vandskade i Fakta-butikken i stueetagen.

Politiet kan endnu intet sige om brandårsagen: - Vores brandafdeling kan ikke komme til at undersøge brandstedet før i morgen, siger den centrale efterforskningsleder.