Mand truet med pistol på åben gade

Gerningsmanden slap af sted med halskæde til 6000 kroner, da han truede en person fra Aalborg med en pistol

En 28-årig mand blev onsdag aften udsat for et groft røveri i centrum af Aalborg.

Den unge aalborgenser var på vej hen mod sin parkerede bil på Poul Paghs Gade, da en bevæbnet mand kom til syne.

- Gerningsmanden holder en pistol op foran hovedet af ham og truer ham til at udlevere en halskæde, siger vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi.

Efterfølgende stak gerningsmanden af fra stedet med halskæden, som havde en værdi af 6000 kroner.

- Der er ikke afgivet skud, og den 28-årige mand er ikke kommet til skade. Men han er sikker på, at det var en ægte pistol, siger Per Jørgensen.

Politiet er stadig i tvivl om, hvordan gerningsmanden vidste, at han kunne finde det værdifulde smykke rundt om halsen på aalborgenseren.

Halskæden var nemlig skjult bag en trøje, som den 28-årige mand havde på i vinterkulden.

- Vi har en formodning om, at de to kender hinanden, for hvordan skulle gerningsmanden ellers vide, at han rendte rundt med en halskæde til den værdi, vurderer Per Jørgensen.

Politiet oplyser, at pistolmanden er cirka 175 centimeter høj og havde en hætte over hovedet ved røveriet.