Stiv finne åd visakort i lufthavnen

En finsk mand vågner onsdag op i København uden penge, pas og kone. Hun er nok fløjet hjem efter hans druktur

Det skulle fire politibetjente til for at overmande en svært beruset mand, som tirsdag skabte tumult i en lufthavnsbar i Københavns lufthavn i Kastrup.

Den uidentificerede mand, som kommer fra Finland, nåede at hælde en større mængde våde varer indenbords i Terminal 2, før han skabte virak og skubbede til tjenere.

- Han får serveret noget, der ligner 4,5 liter fadøl på kun en times tid eller halvanden. Og så bliver han uvenner med sin kæreste, som han kommer op og toppes med, fortæller vagtchef Preben Jensen fra lufthavnspolitiet.

En kvindelig tjener forsøger at dysse manden ned, men det får ham bare endnu mere op at køre, lyder det. En anden tjener går ind i sagen, men bliver skubbet væk af den højtråbende mand.

- Så kommer politiet og lægger ham i håndjern, men vi skal have fire politifolk på ham for at få ham beroliget, tilføjer vagtchefen.

Politiet har endnu ikke identificeret manden, som nu befinder sig på politistationen på Amager, hvor han skal sove sin brandert ud.

- Vi ved stadig ikke, hvem har er, for han nåede også at spise sit visakort. Det vil sige, at han gennemtyggede det, så man ikke kan bruge det til noget, siger Preben Jensen.

- Så han har ingen penge til at betale sin regning nede i restauranten på 390 kroner, fortæller vagtchefen.

Historien melder ikke noget om, hvorfor den berusede mand besluttede sig for at gumle løs på sit betalingskort. Politiet har heller ikke kunnet finde pas eller boardingkort på manden.

Onsdag vågner den finske mand op i København uden penge, id-kort - og sin bedre halvdel, som udvandrede fra tumulten i lufthavnsbaren.

- Konen rejste sig bare fra baren og gik sin vej og er formentligt rejst til Finland, hvor hun hører hjemme, fortæller vagtchef Preben Jensen.

Politiet må én til to gange om ugen gribe ind over for berusede personer i den københavnske lufthavn.