12 revolvere med i stor østjysk narkosag

Litauer anklages for at have leveret mange kilo amfetamin til mand fra Give, som nu risikerer mere end 10 år

Den maksimale straf på 10 års fængsel er ikke nok i en stor jysk sag om amfetamin og revolvere.

Retten i Kolding tager i den kommende uge fat på sagen, hvor en anklager vil forsøge at klippe hul i den normale strafferamme, fordi kriminaliteten er særdeles grov.

En 25-årig mand fra Give-området er tiltalt for at have drevet en profitabel narkoforretning fra foråret 2009 og frem til anholdelsen i januar sidste år.

I alt anklages han for at have bestilt og modtaget 38 kilo amfetamin, som han senere skal have fortyndet med kreatin.

Anholdt sidste år
Ved at cutte stoffet op røg mængden op på 76 kilo, da han solgte stoffet videre til "en større kreds af personer," hævdes det i anklageskriftet.

Det er mere end et år siden, han har kunnet bevæge sig frit omkring.

Sidst på eftermiddagen 2. januar sidste år blev han anholdt kort efter et møde med en litauisk mand ved Jægerhytten i Give Plantage.

Danskeren havde ifølge Sydøstjyllands Politi netop betalt litaueren 40.000 kroner for at levere yderligere to kilo, men betjente overvågede mændenes komsammen og anholdt dem begge, hvorefter de blev varetægtsfængslet.

Under retssagen vil anklageren, Bettina Lauridsen, forsøge at bevise, at litaueren var danskerens faste leverandør af amfetamin.

Farlige våben
Men samarbejdet gjaldt også farlige våben, hævdes det. Danskeren skal have modtaget i alt 12 tjekkiske revolvere.

Mændene nægter sig skyldige, og sagen vil strække sig over flere uger.

Den er tænkt som det endelige punktum i en større affære, hvor adskillige tidligere er blevet dømt. For eksempel har en mand fra Tørring ifølge Vejle Amts Folkeblad fået otte års fængsel for ni kilo amfetamin.

Komplekset er blevet efterforsket af betjente fra Midt- og Vestjyllands Politi, Sydøstjyllands Politi og af NEC under Rigspolitiet.