Drabssigtet var for farlig til bostedet - i 2010

Pædagog-drabet: Kristian Heilmann blev fjernet fra Blåkærgård, da han begik grov vold - alligevel kom han tilbage

(Privatfoto)
(Privatfoto)

Den drabssigtede Kristian Heilmann havde to domme for grov vold bag sig, før han angiveligt slog pædagogen Judy Meiniche Simonsen fra bostedet Blåkærgård ihjel med adskillige knivstik.

Begge domme sendte ham i behandling på den åbne institution Blåkærgård på trods af, at han allerede boede der, da han begik den seneste voldshandling.

Allerede i 2009 begik han grov vold, hvilket året efter gav ham en behandlingsdom. Her blev han først indlagt på retspsykiatrisk afdeling, og i efteråret 2010 vurderede man, at han var klar til det åbne tilbud på Blåkærgård. Men efter blot to uger på institutionen går det galt:

– Han tog ind til Viborg, blev beruset og slog en mand ned. Så blev han igen indlagt på retspsykiatrisk afdeling. Han kunne jo ikke være i åbent regi, så derfor skulle han indlægges, siger Jette Svensson, leder af Blåkærgård.

Kristian Heilmann slog blandt andet en mand i hovedet med en vodkaflaske og snittede ham efterfølgende med glasset fra den.

Kritik fra SIND og FOA
Endnu en retssag startede, og Kristian Heilmann fik endnu en dom. Som den foregående blev det behandling. Og selv om han sidste gang var for farlig til at være på Blåkærgård, så blev han sendt tilbage til institutionen.

I dag – ti måneder senere – er han sigtet for drab på stedets ene pædagog, Judy Meiniche Simonsen.

Forløbet får kritik fra foreningen for sindslidende, SIND:

– Da han laver voldstilfælde nummer to, tyder det på, at han ikke har været velbehandlet, for så går man ikke ud og begår ny kriminalitet. Hvis han så alligevel begår ny kriminalitet, så burde der have været grund til at overveje, om han ikke skulle have været et andet sted, siger formanden Knud Kristensen.

Også hos FOA, der er fagforening for ansatte på Blåkærgård, er man uforstående:

– Det virker overraskende for mig, at man med voldsdomme kan blive sendt ud på åbne institutioner. Og når man så konstaterer, at han har været så voldelig. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke kan se, at det har været en farlig situation, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

Fuldstændig grotesk
På Christiansborg giver forløbet anledning til en dominoeffekt af hovedrysten:

– Det virker fuldstændig grotesk. Det synes jeg, at vores justitsminister og socialminister må svare på. Man bør jo ikke som voldsdømt blive sendt tilbage til et sted, hvor man ikke kan administrere de frie forhold, siger Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Den undren deler han med Socialdemokraterne:

– Det virker, som om vurderingen har været helt forkert. Han skulle aldrig have været anbragt, hvor han var anbragt. Det er jo åbenlyst. Det rigtige er måske en behandlingsdom, men så skulle det være et sted, hvor han ikke kan slippe ud, siger retsordfører Ole Hækkerup.

Ekstra Bladet ville i går gerne have haft en forklaring fra socialchefen i Region Midtjylland, Charlotte Josefsen.

I første omgang vidste hun ikke, at han havde været på bostedet af to omgange. Hun sendte os derfor videre til lederen af Blåkærgård, Jette Svensson, som ikke har noget at gøre med beslutningen.

Da vi få minutter efter ringede tilbage, tog hun ikke telefonen.