Pædofili-mistænkt institutionsleders hjem ransaget

Bad, ifølge anklagerne, om sex og sendte billeder af sit lem til formodet 13-årig pige

Der blev handlet hurtigt på Tårnby Rådhus i går (Foto: Thomas lekfeldt)
Der blev handlet hurtigt på Tårnby Rådhus i går (Foto: Thomas lekfeldt)

Politiet ransagede i dag hjemmet hos en nu forhenværende leder af en ungdomsklub i Tårnby på Amager.

Det skete, efter Tårnby Kommune tidligere i dag bortviste og afskedigede den pågældende, få timer efter der var blevet lagt en video samt en lydoptagelse på YouTube, hvor han havde en samtale af seksuel karakter med en pige, som han troede var 13 år.

- Vi kunne se, materialet florerede på nettet, og vores personaleafdeling kontaktede lederen, der omgående blev bortvist, siger afdelingsleder i daginstitutionsområdet i Tårnby Kommune, Morten Svan.

Læs også: Institutionsleder bortvist - hængt ud som pædofil

I optagelserne bad pædagogen BJ direkte om seksuelle ydelser af pigen, der kaldte sig ’Michala’, ligesom han sendte hende billeder af sig selv med let erigeret lem.

Bag navnet ’Michala’ gemte der sig imidlertid folk fra gruppen ’Anonymous’, som i et efterfølgende telefoninterview med BJ forklarede, at de ville ’rydde op på nettet’, hvorfor de konfronterede ham med udtalelser fra samtalen med pigen.

Computer beslaglagt
Under ransagningen af mandens bopæl sikrede Københavns Politi sig blandt andet computerudstyr, og BJ blev desuden afhørt i hjemmet. Det foregik angiveligt helt udramatisk.

Derudover har politiet ikke mange kommentarer til sagen, ud over at der nu er igangsat en efterforskning af BJ, som er i begyndelsen af 30’erne.

Ifølge ekstrabladet.dks oplysninger foreligger der ikke mistanke om, at BJ har krænket børn i den institution, hvor han fungerede som leder. Alligevel valgte Tårnby Kommune i dag at indkalde forældrene til institutionens i alt 160 børn i alderen 10 til 14 år til et forældremøde for at orientere om sagen.

- Nyheder spreder sig hurtigt på nettet, og der har været en del henvendelser. Derfor har vi indkaldt til mødet, hvor vi også kan fortælle, at der allerede begynder en ny leder mandag, siger Morten Svan.