Bilist og patruljevogn i sammenstød

På vej til et færdselsuheld kørte en patruljevogn galt i Nordsjælland, fordi en bilist lavede en U-vending

På vej til et færdselsuheld i Frederikssund stødte en af politiets patruljevogne i dag sammen med en bilist, der ikke hørte udrykningen og pludselig lavede en U-vending.

- Der skete stor materiel skade på begge biler, men heldigvis ingen personskade. Føreren af patruljevognen var til et tjek på skadestuen, siger vagtchef Dan Houtved, Nordsjællands politi.

Der var kødannelse på Frederikssundsvej på grund af et uheld ved rundkørslen Strandvangen og Frederikssundsvej. Derfor blev bilisten utålmodig og ville vende bilen netop som patruljevognen kom kørende med udrykning.

Patruljen skulle frem til næste rundkørsel Frederikssundsvej og Ågade for at aflede trafikken fra færdselsuheldet længere fremme på Frederikssundsvej. Sammenstødet skete cirka 500 meter fra Slangerup.

- Føreren af patruljevognen nåede at bremse noget op. Bilisten var slet ikke opmærksom på udrykningen, siger vagtchef Dan Houtved. Derfor bliver det antagelig bilistens forsikringsselskab, der skal erstatte den smadrede patruljevogn.