Lille rabat til brandstifter

En 39-årig brandstifter fra Korsør er ved landsretten blevet idømt ti måneders fængsel for brandstiftelse

Et brandattentat i Korsør sender nu en 39-årig mand ti måneder bag lås og slå.

Det besluttede Østre Landsret tirsdag eftermiddag.

Afgørelsen er en lille rabat i forhold til byrettens dom, der lød på et års fængsel.

To andre er allerede dømt i sagen. De valgte efter lidt betænkningstid at tage imod dommene, der lød på henholdsvis fem år og 15 måneders fængsel.

Det var i maj 2010, at der blev stukket ild på huset i Korsør, hvor en af de dømtes ekskærester boede.

Branden blev helt usædvanligt optaget på et overvågningskamera, som krimiprogrammet Station2 havde sat op.

TV2s kamera blev sat op, fordi datteren i familien gennem længere tid har følt sig truet af ekskæresten, der ifølge familien overfaldt hende, da hun slog op med ham.

Den pågældende nat opholdt der sig fem personer i huset og branden var tæt på at koste flere af dem livet, inden de blev hjulpet ud af nogle forbipasserende mænd, der var på vej hjem fra byen.

Den 39-årige mand har fortalt, at han på den pågældende nat med branden var så fuld, at han intet kan huske.

Men han var med bilen, der kørte hovedmanden hen til eks-kærestens hus, og er derfor blevet dømt for medvirken.

På de afslørende videooptagelserne ser man, hvordan en mand i en blå hættetrøje og camouflagebukser hælder brandbar væske ud på en overdækket terrasse foran huset, og dernæst tænder ild til det, inden han stikker af.

De tre dømte blev anholdt i en lejlighed i Korsør få timer efter branden den 23. maj sidste år.