14-årig brandstifter slipper for straf

Da Folketinget ventes at hæve den kriminelle lavalder, så den igen er 15 år, er der 'amnesti' for brandstifter og 14-årig der var med i væbnet røveri

Den 14-årige dreng, der mandag var med til at brænde Bækholmskolen i Odense ned bliver ikke straffet. Det gør en 14-årig dreng, der i januar var med til et væbnet røveri mod en tankstation på Faaborgvej i Odense heller ikke, skriver Fyens Stiftstidende.

For når Folketinget som ventet i marts vedtager at hæve den kriminelle lavalder fra 14 til 15 år igen, så bliver der amnesti til dem der nåede at blive dømt og et tiltalefrafald til alle dem, hvis sag egentlig var på vej i retten.

Allerede den 17. november bad Rigsadvokaten landets politikredse og anklagemyndigheder om at holde igen med at sende 14-årige i retten og give dem bøder.

- Og når vi får sådan en besked, så parerer vi ordrer. Men indtil da har vi været kolde og kørt sagerne som de skulle. Det er jo ikke os, der laver lovene, siger chefanklager for anklagemyndigheden på Fyn, Jan Stick.

Siden et folketingsflertal med VK-regeringen og Dansk Folkeparti pr. 1. juli 2010 sænkede den kriminelle lavalder, er 24 14-årige blevet dømt for forskellige former for kriminalitet på Fyn. Alle har fået betingede straffe, og de har nu udsigt til at alle betingelser bortfalder.

Siden har 45 også fået en bøde af politiet. 35 bøder er sendt videre til inddrivelse hos Skat, og mange er muligvis betalt. Alle 45 unge kan dog se frem til at få slettet bøden eller få pengene tilbage.

Og chefanklageren er ikke bange for at kalde det noget rod.- Det er i hvert fald noget rod, når man med så kort varsel ændrer på noget meget grundlæggende i straffeloven, siger Jan Stick.