Raketbatteri satte ild til kollegieværelse

Fyrværkeri er skyld i, at en færøsk kvinde næsten mistede livet på et kollegieværelse, fastslår politiet.

Raketbatteriet satte ild til kollegiet, hvor en 40-årig kvinde blev stærkt røgforgiftet. (Foto: Jesper Centervall)
Raketbatteriet satte ild til kollegiet, hvor en 40-årig kvinde blev stærkt røgforgiftet. (Foto: Jesper Centervall)

Det var et raketbatteri, der tirsdag aften var skyld i, at et kollegieværelse på Amager blev badet i flammer.

Det fastslår Københavns Politi.

- Da batteriet blev tændt, spruttede det ud med ildkugler, der satte ild til en samling sække med tøj og bøger, der stod uden for værelset under et vindue, fortæller kriminalassistent Kurt Erik Andersen.

- Flammerne bredte sig op langs ruden, der til sidst sprængte på grund af varmen. Herefter har ilden formentligt bredt sig temmelig hurtigt inde i værelset, fortæller han videre.

Værelset tilhørte en 40-årig kvinde med færøske rødder, der blev reddet ud af branden af røgdykkere.

- Hun blev fundet liggende på badeværelsesgulvet med bruseren tændt, siger Kurt Erik Andersen.

Kvinden blev omgående kørt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor hun stadig ligger.

- Hun bliver holdt i kunstigt koma, er svært røgforgiftet og har brandskader i ansigtet, siger han.

Trods de svære skader er kvinden ikke direkte i livsfare.

- Der er ikke noget, der tyder på, at hun ikke skulle kunne overleve. Det er de sidste meldinger, jeg har hørt derudefra. Men af erfaring ved vi, at når folk bliver røgforgiftet, så kan det lige pludselig gå begge veje, fortæller Kurt Erik Andersen.

Politiet ved endnu ikke, hvem der antændte det fyrige fyrværkeri.

- Nu går vi sådan set og venter på, at hun vågner op, så vi kan få afklaret, om det var hende eller andre, der satte ild til batteriet, siger kriminalassistenten.

Branden opstod i en fløj med kollegieværelser, som er bygget ved Hotel Bel Air på Løgtegårdsvej på Amager. To værelser er totalt udbrændt, mens fire andre er ubeboelige.

Gæsterne i stueetagen og på første sal af Hotel Bel Air blev kortvarigt evakueret, da branden opstod, men ingen andre personer kom til skade ved kollegiebranden.