Massemorder købte seks ton kunstgødning

En grossist har leveret seks ton kunstgødning til Breivik Geofarm, der ejes af den norske massemorder. Kunstgødningen kan være brugt som sprængstof i bilbomben, der sprang i Oslo

Bomben, der slog syv ihjel i Oslo i går, var højst sandsynligt sammensat af kunstgødning. (Foto: AP/Morten Holm)
Bomben, der slog syv ihjel i Oslo i går, var højst sandsynligt sammensat af kunstgødning. (Foto: AP/Morten Holm)

TV LÆNGERE NEDE I ARTIKLEN: Oslo efter bomben

Officielt skulle Anders Behring Breiviks firma dyrke 'meloner, rod- og knoldvækster'.

Men måske har firmaet bare været et skalkeskjul for at købe store mængder kunstgødning med ammoniumnitrat, der før er brugt som sprængstof ved en række terroraktioner blandt andet bomben i Oklahoma City i 1995, hvor 168 mennesker blev dræbt.

Anders Behring Breiviks køb af seks ton gødning er dobbelt så meget som Oklahoma-bomben indeholdt.

Det er en leverendør af kunstgødning, Felleskjøpet, der har kontaktet det norske politi med informationer, der viser, at firmaet Breivik Geofarm har købt seks ton gødning, der blev leveret den 4. maj i år.

- Vi har solgt seks ton kunstgødning til ham. Det som blev leveret er standard-produkter, som er helt almindelige for en grøntsagsproducent, siger kommunikationsdirektør Oddny Estenstad i Felleskjøbet til VG Nett.

De seks tons gødning blev kørt direkte ind i garagen på Anders Behring Breiviks gård i Østre Åsta, fortæller naboerne Anne og Ragnar Pedersen til Dagbladet.no.

- Det naturlige ville have været, at have den udenfor, så man kunne gøde med den, siger Ragnar Pedersen.

Gødning bruges i bilbomber
Kunstgødning er en velkendt ingrediens i massive bilbomber. Ammoniumnitraten blandes med f.eks. dieselolie og svovl eller aluminiumspulver. Bomben skal udløses med en detonator, hvor terrorister ofte foretrækker en lille mængde af sprængstoffet TATP - også kaldet 'Satans Mor'.

En TATP-detonator udløses med f.eks. en glødepære, hvorefter ladningen af kunstgødning og dieselolie sprænger med en uhyggelig effekt.

I 2006 prøvesprængte de danske myndigheder en gødningsbombe i et udrangeret HT-bus på Beredskabsstyrelses øvelsesplads i Hedehusene. 10 døde svin og 15 mannequin-dukker agerede passagerer, hvor bomben blev placeret i en rygsæk på bussens bagperron.

Se video af prøvesprængningen i HT-bussen her

Denne bombe var 'kun' på otte kilo ammoniumnitrat blandt med aluminiumspulver og en detonator. Bussen blev revet fuldkommen i stykker af eksplosionen.

Planlagde gødningsbombe i Danmark
I terrorsagen fra Vollsmose i Odense var det netop en gødningsbombe, som de terrordømte formentlig planlagde at sprænge på et offentligt sted i København. Hos en af de terrordømte fandt PET 50 gram TATP, der kunne bruges som detonator i en gødningsbombe.

De danske myndigheder har indført restriktioner på køb af kunstgødning i de koncentrationer, der kan bruges til bomber.

Effekten af en gødningsbombe gik op for hele verden den 19. april 1995, da højre-ekstremisten Timothy McVeigh bragte en lastbil med 2,3 tons kunstgødning til sprængning foran regeringsbygningen Alfred P. Murrah i Oklahoma City.

Bygningen sank i grus og 168 blev dræbt, heraf 19 børn fra en børnehave og vuggestue i bygningen. 800 blev kvæstet.

Timothy McVeigh blev dømt til døden og henrettet. Hans motiv var - tilsyneladende som i Oslo - had til den siddende regering.

Følg Ekstra Bladet på Facebook HER

Tre danske kvinder dræbt af bilbombe
I 2002 blev tre danske kvinder Cecilie Lærke Bødker, 21, fra Esbjerg, Lise Tanghus Knudsen, 19, fra Skibby og Anette Overgaard Jensen, 22, fra Holstebro dræbt, da bilbomber med kunstgødning eksploderede foran to diskoteker i turistparadiset Bali.

Bomberne, der kostede 202 mennesker livet, blev sprængt af islamiske terrorister og hjernen bag var Khalid Sheikh Mohammed, der også har tilstået, at han var manden bag 11. september-angrebene i USA.

Den 7. august 1998 var det også gødning, der blev brugt i bilbomberne, som lagde de amerikanske ambassader i Kenya og Tanzania i ruiner. 223 blev dræbt og 5000 kvæstet.

Seneste Nyt
Mest læste
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen