Norsk betjent er dømt for sexovergreb

En 44-årig norsk politibetjent er idømt to års fængsel for at have udnyttet unge piger seksuelt

En politibetjent fra den østlige del af Norge er idømt to års fængsel. Han er fundet skyldig i at have udnyttet sin stilling, så han kunne udnytte piger seksuelt, og for at have udvist seksuelt krænkende adfærd over for børn under 16 år. Manden vil anke dommen.

- Jeg er overrasket og skuffet og kan slet ikke genkende mig selv i dommen, siger den 44-årige mand, der ud over fængselsstraffen også mister retten til at arbejde som politimand.

- Jeg kan bare sige, at det sidste ord er ikke sagt i denne sag. Jeg kan ikke acceptere dommen, som jeg anker. Inden det sker, skal jeg have et møde, ligesom jeg også skal have læst dommen grundigt, men jeg tvivler på et andet udfald, uddyber den 44-årige.

Politibetjenten forklarede kontakten til de unge piger på flere sociale medier med, at lavede undersøgelser i forbindelse med sit job.

Han arbejdede meget med unge og forebyggende arbejde, og han forklarede i retten, at han opsøgte pigerne forat finde ud af, hvad der foregik i ungdomsmiljøerne.

Ifølge specialenheden for politisager har den 44-årige mand brugt en kollegas identitet og pseudonymet 'Henriette' (17) på flere hjemmesider for at komme i kontakt med pigerne.

Ifølge tiltalen understregede han overfor flere af dem, at de kunne være trygge, da han var politibetjent.

Anklagemyndigheden havde krævet ham i fængsel i to et halvt år. Men den 44-årige nægtede sig skyldig på alle punkter, da sagen mod ham blev indledt. Han var tiltalt for 20 forhold mod 10 piger.

De mest alvorlige tiltalepunkter drejer sig om misbrug af stillingen som politimand for at skaffe sig seksuelt samkvem med to af pigerne. Han var også tiltalt for misbrug af sin stilling og grov forsømmelighed i tjenesten.

Den 44-årige, der også er en kendt konservativ lokalpolitiker, blev frifundet for to tiltalepunkter. Det ene var en frifindelse for menneskehandel, ligesom han også blev frifundet for at have haft samleje med en 16-årig pige.

Ifølge politimandens forsvarer, advokat Oscar Ihlebæk, er der tale om frifindelse for de to vigtigste tiltalepunkter. Alligevel har retten ifølge forsvareren vurderet de øvrige forhold strengt.

Politimanden blev dømt for to af de tre punkter, der gjaldt om at have skaffet sig en eller anden seksuel omgang ved misbrug af stilling, afhængighedsforhold eller tillidsforhold. Han er også dømt til at betale pigerne 80.000 kroner i tort og svie.

Forholdene er ifølge anklagemyndigheden sket mellem 2002 og 2010.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere