Dansker med falsk pas flygtede fra hashsag

Mistænkt amerikansk storsmugler skjulte sig i Australien i 25 år sammen med sin danske hustru og deres datter

I første omgang lignede det en en banal sag om en dansk kvinde, der siden 1980'erne havde opholdt sig i Australien på et falsk pas.

Men nu viser det sig, at kvinden og hendes mand tilsyneladende havde god grund til at skabe sig et nyt liv under en falsk identitet.

Den 67-årige kvinde flygtede i 1986 fra USA sammen med sin mand og datter og slog sig ned i byen Julatten i delstaten Queensland, hvor de ifølge avisen Brisbane Times drev et kursted.

Avisen fortæller, at kvindens 66-årige mand er eftersøgt af de amerikanske myndigheder i en sag om storstilet indsmugling af hash.

Han skulle ved hjælp af flere både have smuglet tonsvis af hash fra Thailand til Californien.

Det oplyser lederen af US Marshalls afdeling for international efterforskning, Bill Sorukas.

- Jeg kan bekræfte, at en person, der nu er i de australske myndigheders varetægt, er mistænkt for at være undveget fra Californien og har tilknytning til en sag, hvor der blev rejst tiltale sidst i 1980'erne, siger han til avisen.

Den danske kvinde er dog ikke eftersøgt af amerikanerne. Hun risikerer altså kun en sag om ulovlig indrejse og falsk pas i Australien.

Der herske dog stadig en vis tvivl om, hvem kvinden i virkeligheden er.

- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en person, der formentligt stadig er dansk statsborger, har været tilbageholdt i Australien, oplyses det hos Udenrigsministeriet i København.

Det lokale danske konsulat prøver nu at få fastlagt identiteten på kvinden og sikre, at hun får den nødvendige advokathjælp.

Parret blev anholdt i weekenden, da de i bus var på vej hjem fra et ferieophold. De er blevet løsladt af retten, men må ikke forlade landet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere