Brønderslev-pige kræver kæmpe erstatning

Udover vold og mishandling blev Michelle nægtet mad i op til ni dage i træk i perioder, siger advokat

Den ældste datter, Michelle, kræver 350.000 kroner i erstatning af sin stedfar og plejemor. (Privatfoto)
Den ældste datter, Michelle, kræver 350.000 kroner i erstatning af sin stedfar og plejemor. (Privatfoto)

Den nu 22-årige Michelle kræver en historisk høj erstatning af sin far og stedmor i sagen om vanrøgt, voldtægt og mishandling i Brønderslev.

Advokaten kræver en erstatning på knap en million kroner for de seksuelle overgreb, trusler og indespærring af pigen.

De 350.000 kroner er erstatning for legemsangreb og mishandling, som faren og stedmoren stod bag. Heraf skal faren alene betale 250.000 kroner.

300.000 for frihedsberøvelse
Oveni kommer et krav på 250.000 kroner for de sexovergreb, som faren har udsat hende for, og et krav på 300.000 kroner for frihedsberøvelse, hvor af faren skal betale de 200.000 kroner og stedmoren de 100.000 kroner.

Endelig kræver advokaten, at pigen får 67.000 i erstatning fra forældreparret for de forfrysninger, hun pådrog i fødderne sig som følgende af mishandlingen. Sammenlagt kræver pigen knap en million kroner af sine forældre for mishandlingen.

Pigens bistandsadvokat Mona Meelberg, fremlagde mandag det historisk høje erstatningskrav i Retten i Hjørring.

- Det har været en forfærdelig sag at følge. Da jeg mødte Michelle, virkede hun som en pige på kun 12-13 år. Hun var ikke retarderet, men hun var en meget meget umoden ung kvinde.

- De tre et halvt år, som hun har haft hos sin far, Harry, vil følge hende mange år frem og måske hele livet. Michelles skader er så omfattende, at hun end ikke længere er i stand til at følge en psykolog-behandling. Hun kan ikke tale om det, hun har gennemgået. Og det så vi også her i retten, sagde advokaten.

Det samme som tortur
- Jeg vil sidestille det, der er overgået hende med tortur af både psykisk og fysisk karakter. Hun er blevet truet på livet. Hun er blevet beordret til at grave sin egen grav, og hun har i perioder ikke fået mad i op til ni dage i træk, sagde advokaten som blot nogle af argumenterne for erstatningskravet.

Om indespæringen af Michelle sagde advokaten blandt andet:

- Michelle var så angst for at blive udsat for vold, at faderen ikke længere behøvede at låse døren til, hvor hun var indespærret. Hun turde simpelthen ikke gå ud, sagde Mona Meelberg.

Begge forældre er kendt skyldige i vanrøgt og mishandling af de i alt ti børn.

De ni andre børn kræver hver 100.000 kroner i erstatning.

Endelige dom i morgen
Den endelige dom - strafudmålingen - over forældreparret falder i morgen klokken 19.00.

Under advokaternes argumenter for erstatningskravet i dag, har de dømte forældre valgt at blive i arresten frem for at sidde på anklagebænken i retten.

Børnene fra Brønderslev blev mishandlet og seksuelt udnyttet i det, der er blevet kendt som Brønderslev-sagen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere