Derfor blev han løsladt

Meget tyder på, at Kevin Jelsdals død på Diskotek Celcius skete efter nogle virkelig uheldige omstændigheder

'Sådan', udbrød en mand, da dommeren i Københavns Byret løslod den 19-årige fodboldspiller T.. Han er dog fortsat sigtet for at have givet flere knytnæveslag, der førte til den jævnaldrende Kevin Jelsdals død på diskotek Celcius i Indre København natten til søndag. Han faldt bagover og slog hovedet ned i et bord.

Læs også: Før han døde: 'Jeg plaffer dig'

Den lettede mand var blandt de omkring femten personer, der var mødt op i Dommervagten i København for at støtte deres kammerat, der selv meldte sig til politiet samme dag - og han fik efterfølgende en reprimande af dommeren for at udvise manglende respekt for en meget alvorlig sag.

Svaghed i hjernen
Dommeren begrundede blandt andet løsladelsen med, at hun ikke havde hørt noget, der dokumenterede, at den sigtede T. havde anstiftet volden, ligesom hun heller ikke kunne afgøre, om det var sigtede, der havde slået først. Desuden kan den endelige dødsårsag ikke fastslås.

Noget tyder nemlig på, at det var virkelig uheldige omstændigheder, der gjorde, at den 19-årige afgik ved døden efter de 2-3 knytnæveslag.

Læs også: Diskoteksdrab: Her bæres offeret ud

En læge på Traumecentret på Rigshospitalet i København har fortalt, at der ikke var nogen synlige ydre skader efter vold på den 19-årige Kevin, men at han muligvis havde en udposning på et blodkar før voldsepisoden og derfor havde en svaghed på forhånd. Den kan have forårsaget den blødning, der opstod i hans hjerne, da han faldt efter sammenstødet med T.

Meldte sig for dødsvold sammen med sin mor

T. brød flere gange grædende sammen under sin forklaring, og også flere tilhørere brød ud i gråd, da han blev løsladt. Dommeren understregede dog, at slagene gav anledning til, at der er en, der falder, og der er en, der dør, og hun understregede, at det var en alvorlig sag på trods af løsladelsen.

- Det er ikke, fordi jeg ikke ser alvorligt på det, og ikke fordi jeg ikke synes, det er helt forfærdeligt, at Kevin er død, sagde dommeren som sine afsluttende ord.

Hensynet til retsfølelsen
Anklageren havde ellers begæret varetægtsfængsling i 24 dage af hensyn til retsfølelsen, blandt andet fordi det kunne være stødende for den almindelige borger og den dræbtes familie, at den sigtede kom på fri fod.

Forsvareren begærede til gengæld, at hans klient blev løsladt. Han understregede, at der ikke var nogen som helst tvivl om, at hans klient havde erkendt, at han havde slået 1-2-3 gange, men at dødsfaldet var en 'helt upåregnelig' og 'utilsigtet' følge af slagene.

Støtte fra familie
Han udtalte, at der var en særlig bestyrket mistanke om vold efter § 244, men at der kun var tale om knytnæveslag, der højst ville medføre en dom på 30 - 40 dages fængsel.

Det er et krav for at fængsle på retsfølelsen, at man kan forvente, at den sigtede bliver idømt mindst 60 dages ubetinget fængsel.

Den 19-årige blev løsladt umiddelbart efter, hvor familie og venner ventede på ham uden for Politigården og faldt ham om halsen og førte ham væk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere