Nogle af dem kommer aldrig ud

Bliver man idømt forvaring, kan man ikke vide, om man nogensinde kommer ud af fængslet igen.

Derfor er der mange, der betegner den straf som den hårdeste i Danmark.

– Sidder man i forvaring, er der ingen bagkant. Der kan godt gå rigtig lang tid, før man ikke er farlig mere, siger Tina Engelbrecht Ising, kontorchef hos Kriminalforsorgen og ansvarlig for at gennemgå de indsattes sager.

Hun pointerer, at det er en individuel vurdering af hver enkelt sag.

– Vi er rigtig forsigtige, fordi det er nogle meget alvorlige forbrydelser, de indsatte står bag. Det handler om behandling og udvikling. De fleste meget aggressive personer bliver mindre voldelige, jo ældre de bliver.

De er ikke syge
Nogle indsatte kan have brug for at få kønsdriftsdæmpende behandling (medicinsk kastration, red.).

– Her kan det så være, at så længe vedkommende tager sin medicin, så er han ikke længere farlig for samfundet, siger kontorchefen og fortsætter:

– Men det er vigtigt at huske på, at de forvaringsdømte ikke er syge. Man kan ikke behandle dem ud af deres grundtilstand. Man kan ikke bare sådan ændre deres personlighedsforstyrrelse.

Når de forvaringsdømte har siddet i to år, vurderes det, om der kan give tilladelse til, at de kommer på ledsaget udgang en til to gange om året.

Skal gå i behandling
Tina Engelbrecht Ising har enkelte eksempler på indsatte, som ikke vil gå i behandling.

– Til dem må vi sige, at så bliver det meget vanskeligt at løslade dem. Så de bliver nødt til at gå i relevant behandling, hvis de vil gøre sig håb om en dag at blive løsladt.

– Hvornår kan man tidligst komme ud, når man er idømt forvaring?

– Det er der ikke nogen regler for, men jeg har aldrig hørt om nogen, som er kommet ud efter bare et par år. Det er både af hensyn til de pårørende, men også fordi vi skal være helt sikre på, at de ikke begår ny kriminalitet, når de bliver lukket ud.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere