Lod sig snyde af Brønderslev-far: Socialrådgiver forfremmet

Nu er hun børne- og familiechef i Brønderslev kommune, efter hun var medvirkende årsag til, at børnene ikke fik hurtig hjælp

Socialrådgiver Inge Gorm Andersen er blevet forfremmet efter Brønderrslev-sagen. Foto: Mick Anderson/POLFOTO
Socialrådgiver Inge Gorm Andersen er blevet forfremmet efter Brønderrslev-sagen. Foto: Mick Anderson/POLFOTO

Inge Gorm Andersen har tilsyneladende gjort sit arbejde så godt, at hun er blevet forfremmet til børne- og familiechef i Brønderslev kommune.

Det sker på trods af, at hun var medvirkende årsag til, at de ti forhutlede, misbrugte og vanrøgtede børn ikke fik hjælp af kommunen, før husets ældste pige flygtede fra hjemmet, og politiet blev kontaktet. På det tidspunkt havde familien boet i huset i Serritslev i otte måneder.

Forfremmelsen af Inge Gorm Andersen er sket pr 1. juni, efter hun siden marts har været konstitueret i stillingen.

I DR-dokumentaren 'Børnene fra Brønderslev', der blev sendt i aftes, indrømmede Inge Gorm Andersen, at hun lod sig narre af Brønderslev-faren Harry Antoft Larsen og ikke var vedholdende nok, da de mødte op ved familiens hus, og faren ikke ville lukkede dem ind i huset 13. januar 2010.

Fortryder tre ting
Den fyrede børne- og familiechef i kommunen, Carsten Bach, er til gengæld både skuffet og rasende over kommunens håndtering af fratrædelsessagen.

Børne- og kulturdirektør Henning Risager fra Brønderslev Kommune har været ude og beklage, at de ikke fjernede børnene noget før og ikke hørte alarmklokkerne allerede i 2009.

Men kommunen vurderer tilsyneladende ikke, at Inge Gorm Andersen, der var ude hos familiens hus og blot var en lukket dør fra at se det kaos, som børnene boede i, bærer ansvaret for det.

Inge Gorm Andersen siger til nordjyske.dk, at der hovedsagligt var tre begivenheder i sagen, hun ville ændre på i dag, hvis hun kunne.

- Jeg fortryder, at vi ikke fik alt materiale fra starten. At vi ikke reagerede akut på politiets bekymring i juli 2009, og at vi ikke var vedholdende nok 13. januar 2010, da vi stod udenfor og ville ind til familien. Vi burde have overvejet, om børn- og ungeudvalget skulle være inddraget, indrømmer Inge Gorm Andersen til nordjyske.dk.

Tidligere chef rasende
Til gengæld har Brønderslev kommune skilt sig af med børne- og familiechef, Carsten Bach, i kølvandet på sagen. Og den tidligere chef mener, at ansvaret for Brønderslevsagen er endt hos ham.

Til TV2/Nord siger han, at han er både skuffet og rasende over kommunens håndtering af fratrædelsessagen.

- Det er ikke rimeligt, at ansvaret for de fejl, der er begået i sagen, havner hos mig. Det er min opfattelse, at ansvaret for sagen skal placeres på et højere niveau i kommunen, siger han.

ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar til forfremmelsen fra Inge Gorm Andersen og Henning Risager, børne- og kulturdirektør i kommunen.

Hvad synes du om, at Inge Gorm Andersen er blevet forfremmet, efter hun lod sig snyde af Brønderslev-faren?

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere