Oversvømmelser tager af i Norge

Situationen er stabil i oversvømmelsesområder i Norge. Vandstanden falder en anelse, men mere regn er på vej.

Regnen er mindre, og vandstanden i flere oversvømmede områder i Gudbrandsdalen i det centrale Norge er stabiliseret i løbet af natten.

Det siger politiet, efter at store vandmasser fredag tvang knap 100 beboere væk fra deres hjem efter et voldsomt regnvejr.

- Det har været en stille nat. Regnen er taget af, siger vagthavende Arvid Røste.

Flere huse er ødelagt, og hele fredag arbejdede politi og redningsmandskab på højtryk for at hjælpe folk væk fra oversvømmelserne.

Værst ramt er byerne Otta og Kvam, hvor mange ved 20-tiden fredag stadig ventede på at blive evakueret med helikopter.

Flere hovedveje er lukket på grund af oversvømmelser eller jordskred. Også togtrafikken er ramt.

Politiet har ikke noget samlet overblik over, hvor mange der er hentet ud af de oversvømmede områder. Det skyldes, at dele af det norske mobilnet gik ned, som følge af en fejl i en central hos selskabet Telenor.

Men situationen er langt fra afklaret i de ramte områder. Regnen ventes at fortsætte i den nærmeste fremtid, siger norske meteorologer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere