Speedbåd forsvandt på Limfjorden

En 32-årig mand i en lille, åben speedbåd meldes blev meldt savnet på Limfjorden

Søværnets Operative Kommando begyndte en eftersøgning i Limfjorden efter en speedbåd med en 32-årig mand om bord.

Han sejlede fra Aggersund onsdag aften klokken 19.30 med kurs mod Amtoft Havn på den anden side af fjorden, men torsdag morgen var manden endnu ikke nået frem til sin destination, hvor hans kammerat ventede forgæves.

Søværnet satte både skibe og en redningshelikopter fra Flyvevåbnet ind i eftersøgningen af den lille, hurtige speedbåd af typen 'Glastron', der er 17 fod lang og hvid med blå striber.

Og eftersøgningen gav hurtigt pote og båden med den 32-årige blev fundet.

- Det viste sig, at motoren var stået af i løbet af aftenen, og han har så ligget og drevet rundt i det dårlige vejr hele natten. Han er ved godt helbred, men er rutinemæssigt kørt til tjek på Aalborg Sygehus, siger stabsvagten til Newspaq.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi beskrives den 32-årige mand som en 'erfaren motorbådsfører'.

Han havde netop købt den åbne speedbåd, som han efterfølgende skulle sejle til Amtoft havn, der ligger cirka 20 kilometer fra Aggersund.

Manden har ikke taget nogen mobiltelefon med sig om bord.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere