Sølle dom til fart-tosse

Mor oprørt og ulykkelig: 22-årig fik ni måneders fængsel for at have påkørt og dræbt 15-årig avisdreng

- Sølle ni måneders fængsel. Er det virkelig straffen for at køre Rasmus ihjel - og smadre hele vores familie psykisk? Jeg fatter det ikke.

Gitte Kanstrup var dybt skuffet, da retten i Nykøbing Falster i går havde sat foreløbigt punktum i sagen mod den 22-årige farttosse Morten Malmstedt fra Søllested på Lolland, som i juni i fjor påkørte og dræbte hendes 15-årige søn på landevejen mellem Rødby og Nakskov.

Psykolog med i retten
- Jeg er målløs. Hvis du truer dig til 10.000 kroner med en pibe i banken, ryger du tre år i spjældet. Dræber du et menneske i trafikken, får du nærmest et klap på skulderen, siger en knust Gitte Kanstrup til Ekstra Bladet.

Støttet af sin psykolog kæmpede den 37-årige mor sig i går tappert gennem retssagen mod Morten Malmstedt. Han blev dømt for uagtsomt manddrab og hensynsløs kørsel, efter han med mere end 150 kilometer i timen ramte Rasmus, som på knallert passerede vejen, mens han var ude med aviser.

- Det var hårdt at genopleve alle de rædsler, Rasmus var ude for. Men jeg var nødt til at være til stede i retten for at få en afslutning på sagen. Ellers kommer jeg aldrig videre med mit liv. Heldigvis havde jeg min psykolog at læne mig op ad, siger Gitte Kanstrup, som fortsat får krisehjælp og stærk nervemedicin for at klare tabet af sin elskede søn.

Morten Malmstedt, der både har spritkørsel og en fartbøde på visitkortet, var ude og lufte sin nyerhvervede Ford Scorpio, da ulykken skete.

Brækkede ryggen
Han brækkede selv ryggen og beskadigede en hofte, da han blev slynget ud af bilen, som efter påkørslen fløj 132 meter gennem luften og landede på en mark.

Den 22-årige har hele tiden nægtet sig skyldig. Han påstår, at Rasmus Kanstrup selv havde en stor del af skylden for, at han blev kørt ihjel.

Ud over fængselsstraffen blev den 22-årige frakendt kørekortet i fem år - ligesom han skal betale 80.000 kroner i erstatning til Gitte Kanstrup og 30.000 kroner til Rasmus' far, Lars Petersen.

Morten Malmstedt ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

Han er iskold
- Det betyder, at han stadig har sit kørekort, hvilket i høj grad krænker min retsbevidsthed, siger Gitte Kanstrup, som er skuffet over, at hun aldrig har hørt en lyd fra den mand, der dræbte hendes søn.

- Han har aldrig vist bare det mindste tegn på, at han er ked af, at han kørte Rasmus ihjel. Ethvert normalt menneske ville da have henvendt sig til de efterladte, hvis de følte blot en smule anger. Men han er åbenbart iskold, siger hun.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere