To anholdt for drug-rape

Politiet har anholdt den anden mand, der mistænkes for drug-rape mod en kvinde i 30 års-alderen.

Efter Distortion-festivalen i Københavns indre by vågnede en yngre kvinde i sin lejlighed på Nørrebro, mens en mand lå oven på hende. Der var også en anden fremmed mand i lejligheden, og kvinden mener, hun er blevet udsat for drug-rape af de to mænd.

Politiet har for kort tid siden anholdt den anden af de to formodede gerningsmænd.

Den første blev anholdt ved middagstid.

- Den anholdte nægter, og han har en anden opfattelse af, hvad der er sket. Vi tager først stilling til, om han skal fremstilles i retten med krav om fængsling, når efterforskningen er længere fremme, siger Kenneth Damkjer, politiet på Bellahøj.

Får black-out efter drinks
Kvinden mødte den ene af mændene under Distortion-festivalen, og drak et par genstande sammen med ham.

- Så får hun et black-out. Hun kan intet huske, og har ingen tidsfornemmelse. Men hun vågner torsdag morgen ved, at en mand ligger oven på hende, siger Kenneth Damkjer.

Kvinden bløder fra underlivet, og hun tror selv, at hun har haft sex med begge mænd, mens hun var uden normal bevidsthed

De to mænd forsvinder fra lejligheden, og hun anmelder voldtægten til politiet. Hun er blevet undersøgt på Center for Voldtægtsofre, og der er taget blodprøver til analyse for eventuelle stoffer, som hun kan have fået i sine drinks.

Det var afhøringer af kvinden, der førte til identifikation af mændene. Hvis politiet beslutter at fremstille de to mænd sker det i dommervagten lørdag.

Drug-rape udføres ofte med stoffer som sovemidlet Rohypnol eller med GHB, Fantasy, der også virker bevidsthedssvækkende, særligt når det blandes med alkohol.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere