Lige nu: 75 lig bjerget fra fly-vrag

Lig bliver hevet op fra det Air France-fly som styrtede i havet ud for Brasilien for to år siden

Undervandsbileder af flyvbraget. (Foto: AP)
Undervandsbileder af flyvbraget. (Foto: AP)

75 lig er blevet bjerget fra det Air France-fly, der for to år siden styrtede i havet ud for Brasiliens kyst.

Det oplyser næstformanden for en forening af flyofrenes pårørende til CNN.

De 75 bjergede er endnu ikke blevet identificeret, siger Robert Soulas.

Air France 447 styrrtede i Atlanterhavet den 1. juni 2009 - det er altså to-årsdag for flystyrtet i morgen.

Læs også: Dødsfly styrtede mod havet i tre minutter

Alle 228 ombord blev dræbt, deriblandt danske Christine Zeuthen.

Men det var først i år, at man fik lokaliseret flyets skrog på bunden af havet ved hjælp af undervandsrobotter.

Mange af de døde var stadig inde i kabinen.

Kun omkring 50 lig blev fundet i vandet i dagene efter flystyrtet.

- Personligt havde jeg selv helst set, at man havde ladet vores kære blive dernede i havet, sagde Robert Soulas.

Det er endnu for tidligt at fastslå den præcise årsag til flystyrtet.

En fyldig rapport bliver offentliggjort til sommer, ifølge de franske luftfartsmyndigheder.