Mistænkt for voldtægtsforsøg anholdt

En 23-årig mand blev genkendt, efter at hans billede blev offentliggjort

Københavns Politi har anholdt en 23-årig mand, som er identisk med den mand, som de har efterlyst som mistænkt i et voldtægtsforsøg mod en 19-årig kvinde på Amager tidligt lørdag morgen.

Manden blev identificeret, efter at hans billede blandt andet blev offentliggjort på ekstrabladet.dk.

- Vi har fået en del henvendelser fra offentligheden, og det er vi dybt taknemmelige for. Nu skal han igennem maskineriet hos os, før vi kan sige mere, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Gunnar Nørager, til ekstrabladet.dk.

Læs også: Han er mistænkt for voldtægtsforsøg

Manden blev anholdt sent på eftermiddagen i dag, og politiet har endnu ikke afhørt ham.

Den voldtægtsmistænkte tog samme tog fra København mod Kastrup som den 19-årige kvinde og stod af toget på Lergravsparkens Metrostation samtidig med hende omkring kl. 4.37 lørdag morgen, hvorefter han 'fulgtes' med hende op ad rulletrapperne.

Efterfølgende blev den 19-årig kvinde overfaldet af en mand, der greb fat i hende og forsøgte at flå tøjet af hende. Men hun reddede sig selv fra at blive voldtaget, fordi hun skreg op og gjorde modstand. Hendes skrig fik beboere til at åbne vinduerne, og det fik gerningsmanden til at opgive sit forehavende og flygte fra stedet mod Øresundsvej og videre til venstre mod Østrigsgade.