Rockervidnes dødsdom skrevet på fange-bænk

Politiet er overbevist om, at frafalden rocker, der nu er hovedvidne, risikerer at blive overfaldet

Politiet er overbevist om, at hovedvidnet i den store rockersag stadig er i overhængende fare for at blive udsat for et hævnoverfald.

- Vi er af den opfattelse, at det ikke er spørgsmål om, der vil ske noget, men snarere om hvornår, fortalte en politimand fra Københavns Politis bandeenhed, da han torsdag vidnede i den store rockersag i Glostrup.

Hovedvidnet er tidligere medlem af AK81. Når den omfattende afhøring af ham begynder på mandag vil det ske under beskyttelse af politiets særlige aktionsstyrke.

En af de ting, der har overbevist politiet om, at vidnet M er i fare, er indskriften på en bænk på taget af Politigården i København. Taget bruges, når fangerne fra Politigårdens arrest skal trække lidt frisk luft.

"M er død", stod der på bænken, efterfulgt af yderligere to kommentarer: "Så heldige er vi ikke" og "Hans dag skal nok komme".

Under sin afhøring fortalte betjenten samtidig, at politiet under en ransagning i Hells Angels' rockerborg i Ishøj fandt et billede af på en opslagstavle.

- Normalt fjerner man alle billeder af folk, når de smides ud af klubben. Så det var nok ikke fordi, de savnede ham, som betjenten udtrykte det.

På samme tavle hang også et billede af den mand, der under navnet Store A sættes i forbindelse med bandemiljøet på Nørrebro, og som Hells Angels også har et noget belastet forhold til.

Til gengæld måtte efterforskeren indrømme, at han ikke kan nævne et eneste eksempel fra nyere tid, hvor folk, der smides ud af Hells Angels i unåde, er blevet udsat for ubehageligheder.