Dårligere kørelærere skal miste jobbet

Justitsminister Lars Barfoed vil kunne tage kørelærergodkendelsen tilbage fra uansvarlige kørelærere

(Arkivfoto: Thomas Wilmann)
(Arkivfoto: Thomas Wilmann)

Dårlige og uansvarlige kørelærere, som ikke underviser deres elever tilstrækkeligt, skal kunne miste deres kørelærergodkendelse.

Sådan lyder beskeden nu fra justitsminister Lars Barfoed (K), efter at blandt andre Rigspolitiet siden 2003 har anbefalet Justitsministeriet, at der indføres sanktionsmuligheder over for de dårligste kørelærere.

- Jeg vil til efteråret fremsætte et lovforslag, så der skabes hjemmel til, at en kørelærer, som ikke udfører sin virksomhed på forsvarlig vis, skal kunne få tilbagekaldt sin kørelærergodkendelse, oplyser Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Læs også: Der er frit spil for dårlige kørelærere

Som reglerne er i dag, har politiet ingen muligheder for at skride ind over for kørelærerbranchens brodne kar.

Ifølge Lars Barfoed bliver der i øjeblikket arbejdet på en ordning, så dumpeprocenten hos de forskellige kørelærere ligeledes kan offentliggøres.

- En sådan offentliggørelse må forventes at medføre, at køreskolerne bliver mere bevidste om at levere en god kvalitet i undervisningen, så for høje dumpeprocenter undgås, mener han.

Rigspolitiets anbefaling om sanktionsmuligheder kom efter, at et udvalg under den daværende færdselsstyrelse i 2002 afgav en rapport om problemet med kørelærerne.

Rigspolitiet sendte i 2003 rapporten videre til Justitsministeriet og foreslog, at anbefalingerne blev gennemført. Det forslag er blevet gentaget så sent som i 2010.

Men der er ikke sket ændringer i reglerne siden. Kørelærere er fortsat godkendt fem år ad gangen. I den tid kan godkendelsen ikke uden videre inddrages, selv om næsten alle eleverne dumper.

Pressemeddelelsen fra justitsministeren nævner ikke, hvorfor der ikke er sket noget siden 2003, hvor man blev anbefalet sanktionsmuligheder.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen