Jeg udfordrer PET - jeg er ren

Ekstra Bladet blev i går inviteret indenfor hos den 26-årige iraker Abdullah Muhammed, der blev løsladt i terrorsagen mod JP-Politikens Hus i København

Ekstra Bladet blev i går inviteret indenfor hos den 26-årige iraker Abdullah Muhammed, der blev løsladt i terrorsagen mod JP-Politikens Hus i København. (Foto: Klavs Bo Christensen)
Ekstra Bladet blev i går inviteret indenfor hos den 26-årige iraker Abdullah Muhammed, der blev løsladt i terrorsagen mod JP-Politikens Hus i København. (Foto: Klavs Bo Christensen)

– Assalama aleikum.

Med den muslimske hilsen blev Ekstra Bladet i går inviteret indenfor i den lejlighed i Greve, hvor Abdullah Muhammed Salman forleden blev anholdt af PET i forbindelse med en af danmarkshistoriens største terrorsager.

Den 26-årige iraker er kort forinden blevet løsladt, og Ekstra Bladet har som det eneste medie fået lov til at komme indenfor sammen med nogle få af Abdullah Muhammed Salmans venner og nærmeste familie.

Læs mere om terrorsagen i Ekstra Bladet i dag

Allerede i gangen ser man spor af efterretningstjenestens gennemsøgning af lejligheden. Guldrammerne med koranvers hænger skævt og i flere af de små værelser på begge sider af gangen er inventar og tøj spredt hulter til bulter.

Fik det dårligt
I stuen er dagslyset lukket ude af tykke, brune gardiner og en særlig fin koran står fremme i et skrin. Selv om Abdullah Muhammed Salman sidder tynd og lidt sammenkrøbet i hjørnet af den ene sorte lædersofa, fornemmer man straks, at han er midtpunktet for de fire andre mænd.

Hans lillebror Farooq Muhammed Salman oversætter storebroderens ord omkring anholdelsen onsdag lidt før klokken 12.00.

– Jeg havde været sent oppe, så politiet vækkede mig og førte mig ind i et værelse og satte mig ned på gulvet. Jeg forstod ikke, hvad de ville, for jeg hører ikke så godt. Jeg havde det dårligt over at se dem, for jeg er ikke meget for, at fremmede ser min mor og familien, fortæller han.

Uskyldig
Abdullah Muhammed Salman har natten før anholdelsen hjulpet tre svenske bekendte til rette i en lejlighed, de skulle leje for en kortere periode. Så den 26-årige irakers første tanke var, at han blev anholdt, fordi en af dem måske ikke har en gyldig opholdstilladelse.

På politistationen går det dog hurtigt op for ham, at sigtelsen lyder på medvirken til terror.

– Sigtelsen rører mig ikke, for jeg ved, at jeg er uskyldig. Jeg har ikke planlagt noget som helst. I fængslet kom tårerne frem i mine øjne. Men det var kun fordi, jeg blev ved med at have et billede af min lillebroder og min far på nethinden, da politiet trængte ind, siger han.

Et digital-ur afbryder kortvarigt interviewet med en imams monotone påmindelse om, at det er tid for en af døgnets fem obligatoriske bønner.

En stakkel
Abdullah Muhammed Salman bevæger sig uroligt. Som han sidder foran Ekstra Bladet, minder han ikke om hjernen bag et militært angreb på Rådhuspladsen. Selv om han onsdag blev centrum for en terrorsag med den hensigt at dræbe og lemlæste danskere i JP/Politikens Hus, så fremstår den tidligere kræftsyge og 26-årige mand mere som en stakkel end som en målrettet terrorist. Han er blind på det ene øje, har nedsat hørelse og et dårligt dansk. Alligevel er han ikke nervøs, selvom politiet stadig opretholder sigtelsen.

– Jeg kommer måske til afhøring igen, men det gør mig ikke noget. Min samvittighed er ren. Jeg udfordrer PET. De kan ikke finde noget som helst på min computer, telefon eller nogen som helst steder om, at jeg har villet planlægge terror. For det kunne jeg aldrig finde på.

De kjortelklædte mænd i lokalet begynder at røre på sig, for de skal nå ind og bede i rette tid. Efter at have sikret sig, at Ekstra Bladet ikke møder kvinderne, bliver vi fulgt til døren og sendt af sted med et høfligt:

– Assalama aleikum.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere