John Knudsen: Pornoen tog overhånd

Den 45-årige drabsmand fortæller, hvordan han voldtog Kirsten Bay Andersen, inden han kvalte hende. - Vi drak rødvin og spillede yatzy

Retten i Sønderborg mandag morgen, da sagen mod den drabssigtede John Knudsen begyndte  (Foto: Ernst van Norde)
Retten i Sønderborg mandag morgen, da sagen mod den drabssigtede John Knudsen begyndte (Foto: Ernst van Norde)

- Jeg har ikke en særlig interesse for hård porno.

John Knudsen har nu sat sig i vidneskranken og fortæller om sit liv og forbrydelsen mod Kirsten Bay Andersen.

Han fortæller, at han tog billeder af alt porno, han fandt på nettet.

- Det tog nok lidt overhånd, siger han i den propfyldte retssal i retten i Sønderborg.

Han fortæller også, at han foretrækker ældre kvinder.

- De er mere afklaret med dem selv.

Herefter fremvises en række hårde pornografiske billeder, som er taget med John Knudsens mobiltelefon.

På John Knudsens båd fandt politiet glidecreme, en penisring og et memorycard med tusindvis af billeder med blandt andet børneporno og videoklip med kvinder, der bliver sexmishandlet og voldtaget.

På nogle af billederne optræder John Knudsen også selv i det, som anklageren kaldte 'bizarre sex-stillinger.'

Billeder, hvor han angiveligt har ført frugter op i anus på sig selv.

Billederne viser bl.a. også kvinder, der bliver kvalt under sex.

Anklageren vil derfor gerne vide, om John Knudsen har en særlig lyst til at kvæle under sex.

John Knudsen fortæller, at han har prøvet det, men det er ikke en særlig lyst, understreger han.

Anklager Jan Reckendorff læser nu John Knudsens forklaring op.

Drak rødvin og havde sex
Ifølge John Knudsens forklaring havde han sex med Kirsten Bay Andersen flere gange, efter han mødte hende på Teaterstien i Haderslev.

Han erindrer ikke præcis turen fra Teaterstien til båden i Haderslev havn, men han kan ikke udelukke, at han fremsatte trusler mod hende.

John Knudsen kan i det hele taget ikke huske meget fra den skæbnesvangre weekend.

- Hele den weekend er kun i billedform og med meget lidt tekst, hvis man kan sige det sådan, sagde han i retten.

Han bagbandt hende til nogle kroge, som han havde sat op til samme formål under et tidligere forhold.

John Knudsen fortalte, at han næste morgen spurgte Kirsten Bay Andersen, om han måtte imtimbarbere hende.

Hun protesterede ikke, og John Knudsen hentede derefter barbergrejet.

Herefter havde de sex igen, forklarede John Knudsen, selv om Kirsten Bay Andersen fortalte, at hun var øm efter nattens overgreb.

John Knudsen erindrer, at han i løbet af lørdagen tænkte, at det ville blive svært at komme ud af den situation, han havde bragt sig i.

Han sejlede herefter ud på Haderslev Fjord, hvor han besluttede, at Kirsten Bay Andersen skulle dø.

Ifølge John Knudsen var Kirsten Bay Andersen rolig, men hun sagde, at hun frygtede for sit liv.

Han skænkede herefter rødvin, og de to spillede yatzy og talte om Kirsten Bay Andersens brystkræft og John Knudsens ekskæreste, der døde af leukæmi.

På et tidspunkt i løbet af lørdagen lagde John Knudsen sit offer på sengen i kahytten og kvalte Kirsten Bay Andersen.

Han bandt hende herefter til en blyklods og kastede hende i havet.

Der er nu pause i sagen.

Afhøringen af John Knudsen fortsætter efter pausen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere