22-årig ramt i skudopgør

Ny skudepisode i København: Gerningsmændene affyrede op mod 30 skud med automatvåben - politiet har afspærret området omkring gerningsstedet

(Foto: Mogens Flindt)
(Foto: Mogens Flindt)

Der er tale om to grupper, der skød mod hinanden, da en 22-årig mand, kort før klokken 20 blev skudt ned på Ruten i Brønshøj/Tingbjerg.

Det oplyser Politiets centrale vagtleder Tommy Keil til ekstrabladet.dk.

Offeret, som har indvandrerbaggrund, blev ramt i lænden ved den ene hofte af et enkelt skud, men er af lægerne på Rigshospitalet meldt uden for livsfare.

Han blev ramt af skud, da han sammen med en flok andre mænd stod uden for kiosken på Ruten. Ukendte gerningsmænd kom kørende i to biler og affyrede en byge af skud med automatvåben, og gruppen foran kiosken gengældte skudsalven, oplyser vagtchefen.

Umiddelbart er den 22-årige ikke kendt i bandesammenhæng, siger efterforskningsleder Tommy Keil.

Skyderiet kom få timer efter, at der også var blevet åbnet ild mod et par mænd ved Forum. Det kunne ligne en opblussen af den ellers slumrende bandekrig. Men Tommy Keil maner til besindighed.

- Det ville ikke overraske mig, hvis det var noget internt her i Tingbjerg. Men vi kan ikke sige det med sikkerhed, lyder det.

Politiet efterlyser nu en sølvgrå Volvo stationcar med nummerpladen BG 26 467.

Tingbjerg hører til de bydele, der har været hårdest ramt under bandekrigen. Utallige gange er der blevet affyret skud i området, og det var et drab på netop Ruten, der for alvor satte gang i bandekrigen.



Opdateres...

1 af 2 Politiet har afspærret området omkring gerningsstedet. (Foto: Mogens Flindt)
2 af 2 (Foto: Mogens Flindt)