Beboere hjemme efter brand

En transformatorstation brød i brand i Nansensgade i Københavns centrum. Brandvæsenet bad beboerne i flere ejendomme om at forlade deres lejligheder

Brandvæsenet måtte slukke brande med CO2-slukkere, fordi der ikke må pøses vand på en brændende transformatorstation.(Foto: Kenneth Meyer)
Brandvæsenet måtte slukke brande med CO2-slukkere, fordi der ikke må pøses vand på en brændende transformatorstation.(Foto: Kenneth Meyer)

Københavns Brandvæsen måtte 'evakuere' beboere i Nansensgade i København i forbindelse med en brand i en transformatorstation. Røgen var giftig. Men nu er branden ved at være slukket og beboerne får lov at tage hjem igen

Branden blev årsag til et strømsvigt og der var en del røgudvikling, oplyser vagtcentralen hos Københavns Brandvæsen.

Ilden brød ud i en transformatorstation i Nansensgade 71 og brandvæsenet sendte store styrker til stedet.

Brandvæsenet tilkaldte en evakueringsbus fra Dansk Autohjælp til beboerne, så de kunne komme i tørvejr. Men bussen var dårligt nået frem, før beboerne fik lov til at tage hjem igen.

Transformatorstationen står i baggården til hjørnejendommen Frederiksborggade 33 og Nansensgade 71. Beboere tilkaldte brandvæsenet, da der kom røg fra den.

En beboer fortæller til ekstrabladet.dk, at han stod på altanen, da der lød fem mindre eksplosioner lige efter hinanden og der kom stikflammer ud.

- Så vidste jeg, at jeg måtte ud. Politiet var rundt og banke på alle døre, fortæller beboeren Peter Glad.

40-50 beboere fra andelslejlighederne i ejendommen blev bedt om at forlade deres lejligheder stille og roligt, fortæller ekstrabladet.dk´s medarbejder på brandstedet.

1 af 2 Beboeren Peter Glad (til højre) fortæller, at han hørte fem mindre eksplosioner og så stikflammer fra transformatorstationer: - Så vidste jeg, at jeg måtte ud, siger han.(Foto: Kenneth Meyer)
2 af 2 Brandvæsenet måtte slukke brande med CO2-slukkere, fordi der ikke må pøses vand på en brændende transformatorstation.(Foto: Kenneth Meyer)