Politi om bilbombe: Det var drabsforsøg

Mængden af sprængstof, der var placeret under ex-rockers bil, var så voldsom, at politiet betragter bilbomben som drabsforsøg

Bomben blev udløst, da ex-rockeren satte bilen i bakgear. (Foto: Claus Bonnerup)
Bomben blev udløst, da ex-rockeren satte bilen i bakgear. (Foto: Claus Bonnerup)

Hvor meget sprængstof, der var placeret under ex-rocker Bo Steffensens - tidligere også kaldet Pølse-Bo - bil, holder politiet foreløbigt for sig selv. Men mængden er umiddelbart så voldsom, at politiet uden tvivl betragter bombeattentatet som drabsforsøg.

- Vi arbejder ud fra en vifte af muligheder, men det er ud fra en samlet vurdering af sagen, hans fortid og mængden af sprængstof som gør, at vi kan sige, at der helt klart er tale om drabsforsøg, lyder det fra polititinspektør Ole Madsen fra Østjyllands Politi til ekstrabladet.dk.

Skulle udløses, når han bakkede
Hvor meget sprængstof, der var tale om, ønsker han ikke at oplyse. Heller ikke hvilke komponenter, der var sat sammen til den dødelige bombe.

- Jeg kan oplyse, at bomben var anbragt under bilen og sat til at udløse, når han bakkede tilbage, siger han.

Og det var netop, da Bo Steffensen tændte bilen og satte den i bakgear, at der pludselig udbrød brand midt i køretøjet. Han, der var på vej for at hente sine børn og bringe dem i skole, formåede dog selv at komme ud og slukke branden, inden det førte til videre eksplosion.

Politiet har fundet en lang række forskellige spor på gerningsstedet, og de er nu bragt til teknisk undersøgelse.

Slap ud af 'bad standing' i HA
Bo Steffensen var tidligere højtstående medlem af rockerklubben Hells Angels, men kom i 'bad standing' i 2005, da han hjalp politiet med en narkosag. Efterfølgende er Pølse-Bo, som han blev kaldt af brødrene, angiveligt dog sluppet af med 'BS'-titlen.

Han fik i 2004 en dom på 13 år og har blandt andet afsonet i Sdr. Omme Statsfængsel. Blot for nogle få måneder siden blev han overført til udsluning på Pension Skejby, hvor der er langt større friheder for de indsatte, og det er derfor nærliggende at tro, at de folk, der stræber ham på livet, har holdt godt øje med hans færden i det danske fængselsvæsen.