White Pride: Vi er klar til at dræbe

'Det vil rage mig en papand, hvis det koster nogen livet'. Sådan fortæller medlemmer af den stærkt nationalistiske gruppe White Pride, der trods modstand fra både klubben og fans har markeret sig i forbindelse med AGFs kampe

Det var denne demonstration, 'Good Night White Pride', der fik tingene til at eskalere i Århus (Foto: Rumle Skafte)
Det var denne demonstration, 'Good Night White Pride', der fik tingene til at eskalere i Århus (Foto: Rumle Skafte)

'Hvis jeg skal stå og hoppe en af dem seriøst i hovedet eller at der er en af dem, der mister livet ved det, jamen, så er det sgu det, der sker.'

Sådan siger et af de to medlemmer af den stærkt højreorienterede gruppe White Pride, som DRs P1 Orientering talte med, da de - sammen med ligesindede fra Danmarks Nationale Front - var samlet i forrige weekend, da der var en venstreorienteret demonstration i Århus.

Programmets journalist, Tom Carstensen, var sammen med medlemmerne af White Pride i en lejlighed i en forstad til Århus, mens de ventede på at tage ind for at møde 'modparten', der havde arrangeret demonstrationen: 'Good Night White Pride'.

'Jeg går ikke ind decideret for at slå nogen ihjel, men koster det en af dem livet, så vil det rage mig en papand. Det ville være mere tragisk at tabe en pakke smøger på gaden', siger de to talsmænd, som radioprogrammet kalder 'Kristian' og 'Anders'.

Flere højreorienterede grupper var samlet forskellige steder i Århus for at komme i slagsmål med demonstranterne, der af flere beskrives som autonome og som foruden de lokale havde opbakning fra to busfulde støtter fra København. To af demonstranterne endte på hospitalet.

Der var dog også 'modsat-rettet'-vold, da bloggeren Kim Møller fra Uriasposten blev slået ned af nogle af demonstranterne under demonstrationen.

I adskillige år er medlemmer og sympatisører af White Pride deltaget i uroligheder omkring AGF-kampe til stor frustration for klub og fans og da de i Orientering spørges om, hvorfor det er i orden med vold ved fodboldkampe lyder svaret:

- Det er OK at forsvare sin klub.

Du kan høre programmet her.