Peter Lundin i retten uden advokat

Når den firedobbelte morder Peter Lundin i retten går i flæsket på Pia Kjærsgaard, som på tv har kaldt Lundin for 'afstumpet', bliver det med sig selv som advokat

Peter Lundin - nu Bjarne Skounborg - skal forsvarer sig selv mod Pia Kjærsgaard i Lyngby Ret, hvor Lundin kræver 100.000 kr. i erstatning for æreskrænkelser. (Privatfoto)
Peter Lundin - nu Bjarne Skounborg - skal forsvarer sig selv mod Pia Kjærsgaard i Lyngby Ret, hvor Lundin kræver 100.000 kr. i erstatning for æreskrænkelser. (Privatfoto)

'...han er jo simpelthen så afstumpet som nogen kan være', sagde Dansk Folkepartis forargede formand Pia Kjærsgaard, da hun i Go' Morgen Danmark 19. februar sidste år omtalte Peter Lundin, som hun mente var blevet forherliget i en række artikler i Ekstra Bladet.

Et udsagn der i den grad stødte den 37-årige morder, der i dag afsoner i fængslet ved Herstedvester, så Kjærsgaard nu slæbes i retten for injurier og ærekrænkelser. Lundin - eller Bjarne Skounborg, som han har skiftet navn til, kræver således omkring 100.000 kroner i erstatning for DF-formandens påstande.

Lundin alene i retten
Slagsmålet mellem de to personligheder er nu fastsat til den 4. februar, hvor Lundin dog må komme til at føle sig noget alene foran dommeren. Hans ellers så trofaste advokat Peter Hjørne har nemlig valgt at træde ud af samarbejdet.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger indtrådte efterfølgende i stedet en anden advokat, men dette samarbejde er nu også ophørt, da Peter Lundin har valgt at repræsentere sig selv i sagen, der kører som en civil sag.

Kjærsgaard bliver væk
Lundin, der efter først at have siddet fængslet for drabet på sin mor i USA, afsoner nu straffen for mordene på ekskæresten Marianne Pedersen og hendes to små drenge. Trods den manglende juridiske erfaring har Lundin haft god tid til at forberede sagen og slå på, at Pia Kjærsgaard - som offentlig person med mange støtter - har udtalt sig krænkende om hans personlighed uden han selv havde mulighed for at forsvare sig i samme forum.

Pia Kjærsgaard vil dog ikke selv møde op til retsmødet, der finder sted i Lyngby Ret.

- Jeg har ingen kommentarer til, at Lundin har valgt at repræsentere sig selv, men vi kræver selvfølgelig fuldstændig frifindelse i sagen, udtaler Pia Kjærsgaards advokat Peter Trudsø til ekstrabladet.dk.

Rent teoretisk kan Peter Lundin af dommeren dog blive pålagt at antage en advokat, alt efter hvordan sagen spænder af. I 2005 lagde Peter Lundin sag an mod Dagbladet Information og krævede 25.000 kr. for at kalde ham 'psykopat'. En sag han dog tabte med et brag.

Dommen falder senest fire uger efter retsdagen den 4. februar.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere