Skovby-drabet: Enke måtte bide sig fri

69-årig enke blev bundet med slips og bælter, mens hendes mand blev tævet til døde, forklarede hun i retten, hvor hun vidnede mod en røverbande på seks rumænere

Karsten Nørgaard blev tævet ihjel af seks hjemmerøvere.(Foto: Ernst Van Norde)
Karsten Nørgaard blev tævet ihjel af seks hjemmerøvere.(Foto: Ernst Van Norde)

RETTEN I HORSENS (ekstrabladet.dk.): Hun var nødt til at spille død. Selvom en hel flok hjemmerøvere var i gang med at tæve hendes mand til døde, var hun nødt til at spille død, for at redde sit eget liv. Den i dag 69-årige Ellen Nørgaard var selv nærmeste vidne, da hendes mand - den 76-årige Karsten Nørgaard - blev tævet til døde efter at seks hjemmerøvere var trængt ind i deres hjem.

Selv var hun blevet slået i ansigtet, overhældt med koldt vand og bagbundet. Af skræk og frygt for hvad røverne ellers kunne finde på, forholdt hun sig livløs. Hun kunne ikke se, hvad der skete. Kun høre de paniske røvere rende rundt og ledte efter værdier i huset i Skovby.

Hørte ham trække vejret
I dag skal Ellen Nørgaard genopleve den frygtlige nat, når sagen mod den røverbande på seks rumænere, der stod bag hjemmerøveriet og drabet på Karsten Nørgaard natten til den 2. oktober sidste år, fortsætter i Retten i Horsens. Her sad enken blot få meter fra de seks rumænske mænd.

- Jeg kunne høre ham trække vejret tungt, men så holdt det op. Da jeg fik øje på ham, kunne jeg med det samme se, at han var død, sagde Ellen Nørgaard.

Der blev helt stille i retslokalet, da den grådkvalte kvinde fortsatte:

- Så fandt jeg et håndklæde og lagde det over ham. Det var for, at han ikke skulle fryse.

Bundet med slips og bælter
Ellen Nørgaard fortalte videre, hvordan to af rumænerne bagbandt hende med slips og livremme, de fandt i parrets klædeskab. Mens to mand bandt hende, blev livet tævet ud af Karsten Nørgaard ved siden af dobbeltsengen. Han døde som følge af indre læsioner og knuste lunger forårsaget af en smadret brystkasse.

Mens hun lå bagbundet, væltede gerningsmændene Ellen Nørgaard rundt på sengens lamelbund og pøste masser af iskoldt vand over hende. Under tyvenes jagt på værdier, lå hun ubevægelig. Hun slap fri ved at bide knuderne op med sine tænder.

Også naboen til Nørgaard-parret vidner i dag. Det var her Ellen Nørgaard søgte hen efter hjælp, da hun efter en times kamp endelig slap fri og så sin mand død i soveværelset.

Fældet af cigaretskod
Det fældende spor mod de seks tiltalte var et cigaretskod, som matchede en dna-profil registreret i kriminalregistret. Fem af de tiltalte er tiltalt for dødsvold. De er dog alle seks tiltalt for i alt 56 indbrud over hele Østjylland, hvor de stjal værdier for omkring 2,7 millioner kroner.

Sagen behandles som en nævningesag. Der falder dom den 21. december.

1 af 2 
2 af 2 Karsten Nørgaard blev tævet ihjel af seks hjemmerøvere.(Foto: Ernst Van Norde)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere