7-Eleven nægtede hjælp til blødende mand

Ekspedient i 7-Eleven-butik i Århus så blot til, mens en mand var ved at dø af blodtab. 'Helt uacceptabelt af os', siger kædechefen nu

7-Eleven undskylder mange gange, fordi en af deres butikker nægtede  at hjælpe en mand, der forblødte udenfor butikken. (Foto: Polfoto)
7-Eleven undskylder mange gange, fordi en af deres butikker nægtede at hjælpe en mand, der forblødte udenfor butikken. (Foto: Polfoto)

Lørdag morgen var en stiknarkoman ved at dø af blodtab udenfor 7-Eleven på Lille Torv i Århus. Men selvom den sygeplejerskestuderende Liv Høybye tryglede om hjælp, gjorde ekspedienten ingenting.

7-Eleven-ekspedienten forklarede, at manden tidligere havde stjålet fra butikken. Det skriver Århus Stifttidende.

Manden blødte så kraftigt, at et håndklæde blev helt fyldt med blod. Men i den døgnåbne butik var der ingen hjælp at hente.

- Jeg har ikke rådighed over viskestykkerne. Prøv hos McDonald's i stedet, lød beskeden fra ekspedienten til Liv Høybye.

'Ude af kontekst'
Tidligere har bestyreren af butikken forklaret Århus Stifttidende, at Liv Høybye 'oplever situationen helt ude af kontekst'.

- Personen var ikke ved at dø, da hun kom ind i vores butik. Hvis han var ukontaktbar, så var det på grund af stoffer og ikke blødningen, sagde butikschef Claus Sønderskov.

'Helt uacceptabelt'
Men nu beklager 7-Eleven officielt, at de ikke gjorde noget for at redde den stærkt blødende mand.

- Det er helt uacceptabelt, at butikken ikke yder hjælp til den omtalte mand og pigen, som forsøger at hjælpe ham. Det er på ingen måde i tråd med 7-Elevens værdier, skriver kædechef Lars Simonsen ifølge Århus Stifttidende.

- Det er naturligvis en episode, som vi straks vil tage op med det pågældende personale i butikken. Den manglende hjælp er, som nævnt, helt uacceptabel og ikke i tråd med vores værdier. Det beklager jeg og kan ikke undskylde nok overfor de involverede personer. Alle mennesker skal behandles med respekt og værdighed.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere